Ruslands massive militære tilstedeværelse ved grænsen til Ukraine får Biden til at love tropper til regionen.

Biden forventer at sende tropper til Østeuropa

Foto: Leah Millis/Ritzau Scanpix
Foto: Leah Millis/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

USA forventer at kunne sende flere tropper til Europas grænser mod Rusland for at tackle Ruslands militære oprustning ved grænsen til Ukraine. Det siger præsident Joe Biden ifølge det franske nyhedsbureau AFP i forbindelse med et videomøde med ni østeuropæiske Nato-lande torsdag.

Ukraine og en række andre østeuropæiske lande har bedt USA om hjælp, efter at Rusland har samlet knap 100.000 tropper ved grænsen til Ukraine. Og mens USA ikke kan sende tropper til Ukraine, da sidstnævnte ikke er medlem af Nato, forholder det sig stik modsat for de ni andre lande, som var involveret i torsdagens videomøde.

»Vi bliver formentlig nødt til at forstærke vores tilstedeværelse i Nato-lande, ikke mindst for at sikre dem på den østlige front«, siger Joe Biden.

Til mødet deltog ud over USA Bulgarien, Tjekkiet, Estland, Ungarn, Letland, Litauen, Polen, Rumænien og Slovakiet.

Frygter invasion »tidligt i 2022«

Det var et kort møde på cirka 40 minutter, som blev holdt, efter at Biden havde talt med den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskij. Her har de to drøftet måder, hvorpå USA kunne bistå Ukraine i konflikten med Rusland.

Den ukrainske præsident har ifølge nyhedsbureauet Reuters sagt til Biden, at han har »klare forslag« til, hvordan fredsprocessen i Donbass-regionen i det østlige Ukraine kan genoptages. En anonym kilde fra Joe Bidens regering udtalte sig i sidste uge til den amerikanske avis Financial Times. Kilden fortalte, at USA frygter en russisk invasion af Ukraine »allerede tidligt i 2022«.

Ifølge medlemmet af Biden-administrationen har den russiske regering planer om en militær offensiv mod Ukraine »med omkring 100 bataljoner bestående af taktiske grupper med i alt 175.000 militærfolk samt kampvogne, artilleri og andet udstyr«.

Ukraine takker for støtten

Efter sin telefonsamtale med Joe Biden udtrykker Ukraines præsident, Volodimir Zelenskij, taknemmelighed for den »stærke støtte« fra Biden i Ukraines strid med Rusland.

»Jeg takker Biden for konsekvent, fast og stærk støtte til Ukraines suverænitet«, siger Zelenskij ifølge det franske nyhedsbureau AFP.

»Biden bekræftede sin urokkelige forpligtelse til at finde veje til fred«, tilføjer Zelenskij.

Det Hvide Hus bekræfter, at Biden i den cirka halvanden time lange samtale »genbekræftede« USA’s fulde opbakning til Ukraine. Men det understreges samtidig, at Biden opfordrede Zelenskij til at forsøge at få genoptaget diplomatiske samtaler med Rusland. Zelenskij er angiveligt villig til at mødes personligt med Ruslands præsident Putin for at finde en løsning på striden, oplyser vicestabschefen for Zelenskij, skriver det russiske nyhedsbureau Tass.

»I telefonsamtalen bekræftede Zelenskij over for USA’s præsident sin villighed til direkte samtaler med Putin«, siger vicestabschefen.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her