Ukraine håber at få mere støtte fra store skeptiske lande som Brasilien, Indien og Sydafrika på et endnu ikke offentliggjort møde lørdag i København, erfarer Politiken og andre medier.

Kilder til Politiken: Danmark er vært for internationalt lynmøde om Ukraine

Foto: Doug Mills/Ritzau Scanpix
Foto: Doug Mills/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Joe Bidens øverste sikkerhedsrådgiver, Jake Sullivan, planlægger at flyve til København til et endnu ikke offentliggjort møde med repræsentanter for flere store lande, der ikke entydigt vil fordømme Ruslands ulovlige angreb på Ukraine.

Det skriver de internationale medier Financial Times og AFP, og det bekræftes uden for citat af Politikens kilder. Hverken Udenrigsministeriet, den ukrainske eller den amerikanske ambassade i Danmark har villet kommentere oplysningerne over for Politiken.

Ifølge Politikens oplysninger er mødet lørdag arrangeret af den ukrainske regering, mens Danmark lægger hus til.

Det ventes, at i hvert fald Brasilien, Sydafrika og Indien vil være repræsenteret ligesom topembedsfolk fra både EU-kommissionsformand Ursula von der Leyens kabinet og rådsformand Charles Michels kabinet.

En kilde siger til Financial Times, at den amerikanske regering har opfordret både Kina, Indien, Brasilien, Tyrkiet og Sydafrika til at deltage, men indtil videre har Kina ikke bekræftet sin deltagelse.

Det er lande, der afstår fra at lægge pres på Rusland for at stoppe deres angreb. Tværtimod er handlen mellem Rusland og Kina og Rusland og Indien steget kraftigt siden Ruslands angreb, hvilket svækker de vestlige landes forsøg på at presse Rusland med økonomiske sanktioner.

Lula vil ikke vælge side

USA’s præsident, Joe Biden, mødes senere i dag med Indiens premierminister, Narandra Modi, i Det Hvide Hus.

Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, forsøgte på G7-topmødet i Japan i maj at få et direkte møde i stand med Brasiliens præsident, Lula da Silva, der har støttet Ruslands narrativ om krigen og afvist ukrainske og vestlige appeller om våbenhjælp til Ukraine.

Lula har påstået, at Rusland og Ukraine er lige skyldige i konflikten. Han har kritiseret Ruslands invasion, men han har også sagt, at han ikke vil vælge side.

Mødet blev ikke til noget.

»Jeg kom ærligt talt ikke til G7 for at diskutere Ukraine-krigen«, sagde Lula og henviste den diskussion til FN.

Ved den seneste afstemning i FN’s Sikkerhedsråd i februar i år stemte et stort flertal af verdens lande – 141 – for en resolution, der pålægger Rusland at stoppe sin aggression og trække sig ud af Ukraine. Brasilien stemte for. Kun Rusland selv og seks stærkt autokratiske regeringer stemte imod, mens 32 lande afstod fra at stemme. Iblandt dem var Kina, Indien og Sydafrika.

Ukraine håber på fredsmøde

En kilde siger til AFP, at københavnermødets formål vil være at diskutere måder at opnå en »retfærdig og permanent fred« i Ukraine.

Volodymyr Zelenskyj fremlagde sidste år en fredsplan – kaldet en fredsformel – som blandt andet forudsætter en fuldstændig russisk tilbagetrækning fra ukrainsk territorium. Ukraine håber at afholde et globalt møde om den fredsplan på et senere tidspunkt og arbejder for at få flere skeptiske lande til at lægge pres på Rusland.

Zelenskyj har netop inviteret landene i Organisationen af Amerikanske Stater, som er en organisation for samtlige nord- og sydamerikanske lande, med i arbejdet for fredsformlen.

»Vi er nødt til at blive et globalt samfund i den fulde betydning af ordet, så fred for alle nationer er garanteret fuldt ud. Man kan ikke forsvare fred alene, men krig kan ikke overvinde det kollektive ønske om fred. Vores fælles kraft skal blive fredens kraft«, sagde Volodymyr Zelenskyj i sin henvendelse til organisationen ifølge mediet Ukrinform.

Financial Times skriver, at Jake Sullivan ved mødet i København vil få følgeskab af Victoria Nuland, der er den tredjehøjest rangerede i det amerikanske udenrigsministerium.

Karin Axelsson

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her