Jeg hedder Ole, og jeg har aldrig spist en kanin. Jeg har simpelthen ikke brudt mig om tanken. Engang var der nogle flinke mennesker i Ecuador, der tilbød mig helstegt marsvin. Jeg kastede et blik på de afpelsede dyr, der kiggede bebrejdende på mig fra hver deres spyd, og så bad jeg om at få en sandwich med skinke og ost i stedet.
Men da jeg for nylig sad og bladrede i Mads Petter Kühnels meget appetitlige ’Kaninkogebogen’ – den første af sin slags på dansk – opstod tanken om at overvinde mig selv og sætte tænderne i en kanin. I journalistikkens tjeneste. Så forleden, inden sneen var smeltet, parkerede fotograf Finn og jeg bilen en kilometer fra kaninkogebogsforfatterens hjem mellem Holbæk og Tølløse og stred os gennem kold tåge og dynger af tøsne som en seniorudgave af Siriuspatruljen.
