Min krop har fået storhedsvanvid. Det begyndte ellers så fint på Frederiksberg Hospital med 3½ kilo og en fedtprocent, som var helt efter de gængse forskrifter, men forskrifter blev til opskrifter, og opskrifter blev til ugeskrifter, ikke for læger, men for madartikler, og pludselig tog alting fart, desværre ikke min kondition, det eneste, som nu løber, er sveden af min pande, som jeg har stødt mod en mur, og Muren står ikke længere i Berlin, men er lavet af berlinere, og hver eneste dag udbygger jeg den og adskiller mig fra mig selv. Jeg har en østkrop og en vestkrop, og en genforening synes kropumulig med eller uden en Helmut Kohlesterol. Nogle dage er jeg helt i kulkælderen, men de fleste er jeg bare helt i kulhydrater, for jeg ved, jeg er skabt til noget stort, desværre synes min krop at dele det synspunkt. Jeg prøver at tale den til fornuft, men den er hverken åben for dialog eller for diætist, kun for diabetes, og mit blodsukker er som et aktiemarked i Hongkong, der dog i det mindste har en kurs; det er meget værre med min krop, som snart er konkurs, og hvis jeg havde været en bil og skulle betale vægtafgift, havde jeg slået bremserne i for længst og var gået i betalingsstandsning, men jeg er ingen BMW, har kun højt bmi og kan prise mig lykkelig for, at jeg ikke er bedre til færdighedsregning, for så var jeg helt færdig, og når vi taler om Price, så er der ingen vej udenom – eller det er der, men den er lang, og den går forbi deres gourmetbug, for hvem fanden gider se ’Brødre’ af Bier, når man kan nøjes med en kold en af slagsen og lytte til brødrenes smør syde på panden, som ikke længere tilhører mit kranium, men en fransk køkkenfabrikant, og hvem er ikke Tefalls for den slags? Min kærlighed smelter ikke, den sætter sig på siden og på maven, mens jeg bare sætter mig på røven, fordi mine ben er ved at brase sammen under mig, hvilket minder mig om, at jeg elsker brasede kartofler, spejlæg og flæsk ligesom min far, for æblet falder ikke langt fra stammen, og slet ikke når det drejer sig om æbleflæsk, gerne som min mormor lavede den, for så kan jeg smage alle minderne, og jeg æder mig gennem mit familiealbums store og små oplevelser. Dengang jeg lærte at gå til sutteben og dagens garniture, mit første ord med munden fuld af skidne æg og mit første kys til Janssons fristelser. Nu er alt bare dødens pølse ligesom mit sexliv, og det er svært at spise brød til, for kalorius er fuldstændig færdig; det er kalorierne til gengæld ikke, havde det så bare sat sig på pikken, havde man i det mindste haft noget i x-large, man kunne være stolt over, men den er forsvundet bag min sæk, og min mavefornemmelse siger mig, at jeg har set den for sidste gang ligesom mine fødder, og straks melder trangen sig til benløse fugle. Rifbjerg er død, og duerne flyver ikke længere af og til op, for de er fyldt med persille og spæk og forstår ikke et pip. Det gør jeg til gengæld, for jeg er fanget i en krop, som jeg ikke længere kan kende. Hver nat flygter jeg fra den ud igennem køleskabet, men bliver fanget igen af alverdens delikatesser, foie gras, brie, petit four. Min kæft er som French Open, hvor jeg har fået et wild card, problemet er bare, at jeg ikke længere spiller tennis, det gjorde jeg ellers som barn, da McEnroe var min helt. Nu er det McFeast, og jeg selv er en McChicken. Jeg ved godt, at det bar’ er at sige nej, men der er bar’ det ved det, at der altid sniger sig et chokolade- ind før bar, og så har vi pludselig barladen.
Og selv om jeg ved, at laden feder, så er det bare så godt med fyldte chokolader, når man føler sig Toms indeni. Livet er fedt, men jeg kan ikke mærke det længere, for fedtet har lagt sig som en hinde omkring min krop, og hende, som skulle komme og forløse det hele med brændende kærlighed, er væk, svundet ind til ingenting på et løbebånd og crossfit, og jeg er bare cross over, at jeg ikke kan lægge bånd på mig selv, for der er ingen bånd, der binder mig længere, jeg er endt som en Pinocchio i løgnens land. Jeg er blevet slugt af en hval, og det er gået op for mig, at hvalen er mig selv, strandet uhjælpeligt på en kyst, som nu synes fremmed. Som Moby Dick kæmper jeg med Kaptajn Ahab, som nu er blevet til Kaptajn Rehab, for jeg er fuld – fuld af fedtsyrer, der er umættede ligesom mig selv, og jeg bliver mere og mere oppustet, og pludselig en dag vil jeg lette, og folk vil råbe og skrige i panik, men jeg vil ikke være en flyvende tallerken, jeg vil bare være kommet for at tømme deres tallerken, og med min røv spiller jeg temaet fra ’Nærkontakt af 3. Grad’ – bam, bam, bam, bam, baaaaam! Men det er slut-prut-finale, for folk ønsker ingen kontakt, og hvad skal man med ET, når man har it, og hvad skal man med en social deform, når man har en social platform? Jeg er ellers på Facebook og deler alverdens sjove indslag, men de giver ingen likes, når man har the likes of me, og selv om jeg er venner med min mor, så kan jeg kan godt føle mig mutters alene, og det kan jeg ikke dele med nogen andre end himlen over Berlin, som jeg nu nærmer mig. Atmosfæren er meget bedre heroppe end blandt mine medmennesker, for her er der intet, der er tykt, kun tynd luft, og selvom mit kredsløb er dårligt, drejer jeg i en perfekt bane rundt om solen, og for første gang mærker jeg, at der er nogen, som varmer min krop og mit hjerte. Jeg drejer rundt om den igen og igen, og dens stråler kysser min skyggeside, og falder jeg i et sort hul, gør det ikke noget, for dem er der masser af heroppe. I sammenligning med solen syner jeg af ingenting, hurtigere og hurtigere nærmer jeg mig den, rundt og rundt, jeg kan mærke, hvordan jeg pludselig begynde at forbrænde, og jeg tænker: Hvorfor lede efter vand på Mars, når det allerede er i mine ankler? Men lige så stille fordamper det, og snart vil jeg selv være fordampet, for jeg forbrænder som aldrig før, indtil der absolut intet står tilbage af mig andet end vægtløsheden, som får mig til at svæve af lykke, og jeg får øje på Jorden en sidste gang. Den ser ubeskrivelig smuk ud, for den er kuglerund ligesom jeg selv.
