På det seneste er jeg begyndt at længes efter cigaretter, og jo mere jeg tænker over det, desto større bliver savnet. Det er ikke mine egne cigaretter, jeg savner, for jeg har aldrig meget mere end holdt en cigaret for en anden. Nej, det er de cigaretter, som skuespillerne engang i en ikke særlig fjern fortid hyppigt røg på scenen som en del af forestillingen. Altså rigtige cigaretter og ikke de attrapper, man bruger nu om stunder, når der en sjælden gang imellem ryges.
Der er naturligvis ikke noget mærkeligt i, at scenerygning er blevet et sjældent fænomen, for de seneste 10-15 år har rygelovgivningen vendt op og ned på vores forhold til rygning, og det at lave teater handler jo grundlæggende om at spejle den tid, vi lever i. Eller som Shakespeare lader Hamlet sige det om skuespillerne: »de er selve tidens udtryk i kort begreb«. Og når Shakespeare har skrevet noget, er det som bekendt sandt.
