Det første, jeg tænker på, når jeg hører titlen ’Den kroniske uskyld’, er fru Junkersen. Altså Susse Wolds gestaltning af fru Junkersen i Edward Flemings 1980’er-filmatisering af Klaus Rifbjergs debutroman fra 1958. Filmen er gået over i historien som ikke særlig vellykket, og det er den vel heller ikke, men Susse Wold er for mig fuldstændig uforglemmelig i den rolle. Hun lærte mig, og sikkert også mange andre, hvad en femme fatale er.
Måske er det i virkeligheden et af problemerne ved filmen, at det primært er fru Junkersen, jeg husker. For da jeg sidenhen læste bogen, gik det op for mig, at hun nok er fascinerende, men at det virkelig interessante ved historien er tokanten Tore og Janus, og Janus og Tore, som siden, da Tore bliver kæreste med Helle, bliver til en trekant.
