Kvinde går 14 kilometer mæ’ en barnevogn mæ’ et bette lungebetændt barn i. Sigtbarheden er som i ’Baskervilles Hund’. Hun må ta’ sin håndtaske og svinge den rundt i luften for at at skære sig vej frem omkring Damhussøen. Det er glat, for mange gæs skider stort på den asfalterede sti, og sammen mæ’ den tommetykke tåge er det en cocktail, der vil noget.
Livet er et langt valg, og vælger man ikke at vælge, så vælger vejrliget for en. Hun smatsmutter i en gåselort og skal ta’ valget mellem at holde fast i barnevognen og håndtasken – og selv dumpe i søen. Barnet ser mæ’ feberøjne på vognstyreren. Mæ’ en fast overbevisning om, at det styrer hun. Nok.
Jeg vælger at slippe håndtasken, der stolt flyver til søs. Der sejler mit liv. Med kreditkort og mærkelige notater. Potaske, sukat og slibepapir P240 og et lille elendigt poetisk udbrud, som aldrig ser dagens lys. Solen kommer heller ikke til at stå op i dag. Håndtasken synker. Barnet kigger på kvinden.
Kvinden mærker på patientens babypande. Man ku’ spejle et svaneæg på den. Men det er uden for sæsonen. Al parringsdans er indstillet, nu gælder det bare om at overleve vinteren. Svaneungerne er for længst sat i sø. Lige i røven på forældrene. Så ligger de der og duver i 50 shades of kommunegray som forvandlingskugler, der venter på at blive helt uskyldsrene hvidskurede. De lærer at holde halsen strunk, nappe fra sig og være pænt højrøvede, så ingen, nogensinde, ska’ få dem ned mæ’ nakken.
Hallo, taske
Jeg ringer til min håndtaske i søen. »Halloooooo, er det min håndtaske?«. Det er en virkelig dårlig forbindelse fra stien og ud i søen. »Blopp’liblop«. Et mig noget gurglende og uklart svar at få tilbage. »Åhr, for hævlede. Så la’ mig tale mæ’ potasken!«. Potasken er og bli’r en underlig fætter. En uren form for kaliumcarbonat. Ikke at forveksle mæ’ karbonader, som kan være en herlig delikatesse, hvis man er af den uddøende race, kødæderen.
Man har sjældent brug for potasken. Og når man endelig har, er den allerede flået ned fra hylderne i Brøgzen, grundet potaskehøjsæson. Så si’r jeg til Torsten Brøgzuddeler, som jeg gør hvert evig eneste år i december: »Torsten? Der er ikke noget potaske«. »Nej. Det kommer igen i uge otte«. »I uge otte, Torsten? Der er jeg på Lanzarote. Jeg skal bruge den potaske nu. Der er jo ingen, der gider stå på Lanzarote og bage brunkager? Er du fuldstændig sunshine, Torsten?«.
Det virker, som om han ikke gider gå ind i en diskussion mæ’ kunden, der altid har ret, så han går rask videre mæ’ at bygge et babelstårn af den go’e gamle kirsebærsovs på plast, fra da papfar var ung. Ak ja. Lad falde, hva’ ikke ka’ stå.
Temperaturen stiger
Jeg må selv sættes i søen for at få fat på den der håndtaske. Før den blive slugt af den lede Damsøsøpølse, som ingen har set, men som alle gisper og gyser ved tanken om. Man siger, den er 18 meter lang, kødpølsefarvet og har dårlig ånde. Nu får jeg fisket min håndtaske mæ’ sukat og slibepapir P240 og et lille elendigt poetisk udbrud, som aldrig ser dagens lys, i land. Får godt nok wet wet wet sok, men mit liv er på land.
Så tågetriller min syge baby og jeg hjem. I våde sko og koldsved. Spør’ lille lungebetændelsen, om han vil ha’ et spejlæg. Han svarer gulerod, fordi det er det eneste ord, han endnu ka’ sige. Der spejles. Temperaturen stiger i panden på store og små. Hvordan ska’ det gå? Der bliver ingen brunkager i år. Det fik den ret personlige temperaturstigning lissom sat en stopper for. But I’ll be back. I uge otte på Lanzarote.
fortsæt med at læse
