For et par år siden var jeg au pair hos Anita Bay Bundegaard. Sammen med sin mand havde hun installeret sig i en schweizisk alpehytte, og oppe under taget havde de indrettet et værelse, hvor jeg kunne bo. Om dagen skulle jeg lave kaffe og købe ind, og hvad jeg ellers fik tiden til at gå med, står hen i det uvisse. Men jeg kan huske, at jeg brugte meget tid på at kigge ud over de sneklædte bjergtinder.
Jobbet fik jeg, da Anita fortalte, at hun ville forlade Politiken til fordel for et internationalt job, der krævede, at hun slog sig ned i Genève. Vi havde været kolleger i flere år, og hun var en del af min hverdag. Derfor var det måske helt naturligt, at jeg havde den drøm. For selvfølgelig har jeg aldrig været au pair hos familien Bundegaard. Det var bare noget, jeg drømte.
