I disse gps-tider kan det være svært at forstå, hvor store vanskeligheder der var forbundet med at tegne land- og søkort for blot et par hundred år siden. Ikke desto mindre ligger Rigsarkivet inde med et stort antal detaljerede og ret så præcise kort fra 16-, 17- og 1800-tallet. Samlingen er for nylig blevet forøget ved en aflevering fra Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering (tidligere Kort- og Matrikelstyrelsen og Geodatastyrelsen), som ved denne lejlighed bl.a. overdrog en række af Jens Sørensens kort fra årene omkring 1700.
Jens Sørensen blev født i 1646. Han stammede fra Sölvesborg i Blekinge, der hørte til Danmark indtil 1658. Faderen var en velhavende købmand og skibsreder, og som ganske ung blev Jens Sørensen skipper på en af faderens skuder. Han overtog senere faderens virksomhed, men led store tab under Skånske Krig (1675-79) og flyttede derfor til København i 1679. Her anmodede han de danske myndigheder om at tilbagelevere et stort skib, som var blevet beslaglagt under krigen.





























