Med godt 2 meters afstand møder vi hinanden og de andre danskere ude i det grønne. Småfede, afsprittede – og lad os sige det, som det er: pænt udhvilede. Vi træder til side, eller ned i en grøft, og hilser indforstået og venligt med munden bag tørklædet. Vi er mange ude i det grønne for tiden. Himlen er blå.
Om morgenen er jeg ved at blive sindssyg af lyden af min mand, der tygger knækbrød som en knallert i tomgang, på samme måde som han stønner af irritation over mine evindelige afbrydelser i avislæsningen: »Aiii, SE den lille rødhals derude. Den kan sikkert ikke finde sin kone ...«.
