Nu til dags bliver ordet pas brugt om dokumenter, der under normale omstændigheder giver adgang til besøg i et utal af lande gennem en længere årrække. I ældre tid havde pasbegrebet en langt snævrere betydning. Da drejede det sig som regel om et enkelt stykke papir, hvor en myndighed gav tilladelse til, at en eller flere personer gennemførte en enkelt eller få rejser til et bestemt sted eller inden for et afgrænset område.
Mange af disse dokumenter var kun til indenrigs brug. Det var bl.a. tilfældet med de karantænepas, der blev indført ved en forordning i 1805. Den konkrete baggrund var en sydeuropæisk epidemi af gul feber, som man frygtede at få til Danmark. Forordningen påbød derfor, at der i hver havneby blev etableret en karantænekommission, som fik til opgave at undersøge sundhedstilstanden på de ankomne skibe og at sætte skib, søfolk og gods i karantæne, hvis der var frygt for smitte. Som vejledning ville de centrale myndigheder løbende udsende bekendtgørelser om, hvilke lande der var ramt af ’pestartet sygdom’. Det blev også understreget, at et skib, der kom fra en befængt lokalitet, kun i nødstilfælde måtte sætte folk eller gods i land, førend skibet var blevet forsynet med et ’sundhedsbevis’ i en dansk havneby. Et af billederne her på siden viser et sådant karantænepas.
