Og med svævende Fied/ en Möe hendandser/ til Marken af sted/ Violer hende krandser/ hun har Lilliehænder/ let som en Hind/ med muntert Sind/ hun svæver og smiler/ og som hun iler/ og paa Elskov grubler/ hun snubler!/ Og stirrer og skuer/ gyldne Luer/ og rødmer og bæver/ og zittrende hæver/ med undrende Aand/ af sorten Muld/ med sneehvide Hænder/ det røde Guld«.
Sådan skrev Oehlenschläger i 1802, og sådan citerede vores lærer det berømte digt i 1950’erne, når skolens storeklasse var på sin årlige cykeltur til Gallehus ved Tønder, 30 km hjemmefra. At lige her kom Kirsten Svendsdatter småløbende 20. juli 1639 og snublede over det første guldhorn.




























