Lige hvor Kirsten Svendsdatter kom løbende 20. juli 1639 og snublede over et guldhorn, var Søren Ryge på skoleudflugt i slutningen af 1950’erne. Det har han ikke glemt.

Søren Ryge sparkede i græsset: Man kan jo aldrig vide, om der er endnu et guldhorn

Agtrup danske skoles storeklasse er på sin årlige cykeltur til Guldhornstenene i Gallehus ved Møgeltønder. Det er fra venstre Nis Peter, Erika, Christel, Søren, Hannelore, Mathilde, Agnes og Inge Merete. Jeg ligner en cirka 12-årig, så det er fra omkring 1957, og det er regnvejr. Foto: Gunnar Ryge Petersen
Agtrup danske skoles storeklasse er på sin årlige cykeltur til Guldhornstenene i Gallehus ved Møgeltønder. Det er fra venstre Nis Peter, Erika, Christel, Søren, Hannelore, Mathilde, Agnes og Inge Merete. Jeg ligner en cirka 12-årig, så det er fra omkring 1957, og det er regnvejr. Foto: Gunnar Ryge Petersen
Lyt til artiklen

Og med svævende Fied/ en Möe hendandser/ til Marken af sted/ Violer hende krandser/ hun har Lilliehænder/ let som en Hind/ med muntert Sind/ hun svæver og smiler/ og som hun iler/ og paa Elskov grubler/ hun snubler!/ Og stirrer og skuer/ gyldne Luer/ og rødmer og bæver/ og zittrende hæver/ med undrende Aand/ af sorten Muld/ med sneehvide Hænder/ det røde Guld«.

Sådan skrev Oehlenschläger i 1802, og sådan citerede vores lærer det berømte digt i 1950’erne, når skolens storeklasse var på sin årlige cykeltur til Gallehus ved Tønder, 30 km hjemmefra. At lige her kom Kirsten Svendsdatter småløbende 20. juli 1639 og snublede over det første guldhorn.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her