Lyt til artiklen
For nylig var jeg med til at bære min farbrors kiste ud af kirken til den ventende rustvogn. Min bror bar også. Og præsten. Og en fra Blågårds Plads, en fra Christiania og en hjemløs. En vidtfavnende flok.
Uden for kirken fandt jeg ud af, at hans venner kaldte ham ’Karsten Katastrofe’. Det gav mening. Jeg havde ikke set ham i et par år eller mere, ikke siden jeg besøgte ham på Bispebjerg Hospital med to af hans døtre. Han havde fået sat sit ene ben af. Koldbrand. Han var en katastrofal far.
