VM er ved at gå ind i sin normale fase. Der, hvor vi er vant til, at Danmark ikke er med, og der, hvor vi drømmer om giganternes møder. Det samme kan man sige om min egen boykot: Spektaklet er efterhånden gået hen og blevet hverdag. At ikke-se fodbold føles ikke længere som et fravær, og der er heller ikke længere så mange mænd med hat, der lige vil vende sagen med mig, mens vi står i en halvfyldt metro.
Nå, men jeg sidder på en bar med en elsket ven, og jeg lægger ikke engang mærke til, at der kører en kamp på skærmen bag mig. Nå, udbryder han, der røg Spanien sgu ud. Kampene kører, selv om jeg ikke ser dem. De små indledende protester fylder mindre og mindre. Mine venner er stoppet med at skrive opdateringer i diverse chatgrupper, og det er ikke længere underligt, at jeg ikke svinger forbi til bold og bajere. Så hvad gør man, når protesten også bare bliver en acceptabel vane, og jeg derfor på en måde vel lige så godt kunne se kampene? Hvilken forskel gør det alligevel i det store billede? Jo mere jeg kan mærke min hjerne bevæge sig ned ad ’kom nu, bare en lille kamp, bare lige et goalshow på YouTube, bare lige et lille highlight’, des mere er jeg kommet til at tænke på mit eget forhold til at ryge.
