I mange år har jeg fejret nytårsaften med hunden, bare mig og hunden, men selvfølgelig også dronningen, som år efter år, præcis klokken 18, troner frem bag sit blankpolerede skrivebord med et par velanbragte alvorsord til folket og ønsket om, at Gud må bevare Danmark. Så hæver jeg glasset og takker, altid en fornøjelse at hilse på Dem, Margrethe.
Sådan har det nu ikke altid været. Engang var huset fyldt med gæster, humøret var højt og forventningerne i top ved udsigten til en perlerække af vellykkede timer med skønne retter og festlige bobler. Alligevel endte årets sidste aften ofte i tårer og ulykker, svigt, skuffelser og stangstive gæster, for eksempel i det herrens år 1985, hvor en lystig gæst på meget høje hæle tog springet ind i det nye år. Hun måtte hentes af en hylende ambulance – en hændelse, der naturligvis lagde en væsentlig dæmper på resten af selskabet, og meget bedre gik det ikke året efter, hvor den bestilte treretters-menu til 12 personer først dukkede op, flere timer efter den skulle have været leveret. I ventetiden blev samtlige skåle og skabe støvsuget for chips og saltstænger, ligesom striben af flasker blev tømt, før festen overhovedet var begyndt.
