Min mistanke bliver vakt, da min chef begynder at lyde lovlig vennesæl i sine mails. Vi oversættere arbejder på skift og afgiver i reglen en status til chefen – lad os kalde ham C – ved arbejdsdagens ophør. Jeg skriver for eksempel »Har afleveret Taiwan«, men hvor det ville være nok at kvittere med et ’tak’, ’fint’ eller bare ’OK’, lyder det pludselig fra C: »Super!« eller ligefrem »Alletiders!«. Og C er altså, med egne ord, »fra Jylland«, hvor man, så vidt jeg ved, ikke rutter med komplimenterne.
Også andre kolleger har på det sidste anlagt en påfaldende positiv tone i deres korrespondance. En tør meddelelse fra mig om, at ’vi ser på det’, som reaktion på et ønske om en oversættelse, bliver for eksempel besvaret med »Tusind tak skal du have!«. Ganske vist er både C og de øvrige kolleger i almindelighed ret høviske, men alligevel. Der breder sig en lalleglad stemning i vores mails på redaktionen, slår det mig. Har nogen hældt sjove urter i kaffen?
