Finansloven, statens budget, er ramt af kalenderproblemer hele vejen. Indtil 1979 gik det nogenlunde, men så besluttede tinget, at statens regnskab skulle følge kalenderåret. Indtil da gik det fra 1. april til 31. marts, og de fire måneders forskel betød, at Folketinget dengang skulle have loven inden 1. december, altså mens Folketinget var samlet. Den kunne umiddelbart førstebehandles og derefter sendes til granskning i finansudvalget, for udvalget må ikke begynde på sit arbejde, før Folketinget har diskuteret den og besluttet at sende den over til udvalget. Sådan siger loven, og lov er lov, og lov skal holdes, som en tidligere finansminister, den radikale Edvard Brandes, slog det fast i 1909.
Efter 1979 måtte tinget begynde at sno sig. Fire måneder før nytårsaften, hvor regnskabsåret nu begynder, er 31. august – midt i Folketingets mødefri periode, så medlemmerne må kaldes til møde fra nær og fjern. August og september er mødefri, fordi bønderne skal have høsten i hus, inden de har tid til at regere landet. Danmark er vel et landbrugsland (selv om Danmarks Statistik fortæller, at der kun er 7.500 fuldtidslandmænd tilbage og med lidt god vilje tre i Folketinget: Troels Lund Poulsen, Venstre, Henrik Frandsen, Moderaterne, og Søren Egge Rasmussen, Enhedslisten).
