Jeg har stadig alle – som i alle – de personlige breve, jeg nogensinde har modtaget fra familie og venner, samt visse postkort. En stak på højde med et trappetrin ... tror jeg nok, det er lidt længe siden, jeg har set til den, for i snart mange år har den boet i en pose i mit kælderrum.
Gennem tiden har jeg ryddet op i den med nogle års mellemrum med det formål at koge den ned til det essentielle, de mest sigende breve. Det foregår på den måde, at jeg med stor beslutsomhed hælder stakken ud på spisebordet og giver mig til at finde de rigtig gode breve. Hvilket naturligvis forudsætter, at jeg læser dem. Alle, fra ende til anden.


























