Tillad mig at dele en erfaring fra rariteternes sfære. Jeg skriver med fyldepen og blæk. Og indimellem sker der nu engang det, at den lille koket buttede flaske med blæk er tom. Ofte finder det sted, synkront med at det også er tid til at anskaffe en ny omgang Worchestershiresaure – som vegetar er dette kondiment en ven i nøden, idet en omgang brasede grøntsagsrester forvandles til et lukullisk måltid med et par dryp af det krydrede brune fluidum. Men lad nu det ligge, det var blækket, vi kom fra.
Med henblik på at indkøbe en ny forsyning af blæk begav jeg mig til den nærmeste større by i det område, hvor vi har vores fritidshus og tilbringer de fleste weekender og størstedelen af sommeren. Den engang så levende hovedgade præges efterhånden af kalkede ruder og ’til afståelse’-skilte, men en butik med bøger og diverse kontorartikler er der stadig, hvorfor jeg tænkte, at etablissementet måtte være leveringsdygtigt i blæk til der Füller, som vi lærte, det hed på tysk, da vi sled vores Adidas Diamant-såler tynde, og Fleetwood Mac indspillede ’Rumours’ i en kokaindøs i Californien.
