Hen ved 200 mennesker var inviteret til et fashionabelt bal 29. marts 1859 i København. Palæet i Amaliegade, hvor festen blev holdt, var pyntet op, så man i hovedstaden ikke havde set magen.
Trappegangene, belagt med kostbare tæpper, var forvandlet til en yndig have med de sjældneste blomster i fuldt flor og forskelligartede trævækster, der oventil dannede en løvhæk. I nicherne sprang vandet i små krystalbækkener, og fra det forårsgrønne loft kastedes rige lysstråler fra elegante lysekroner. Et orkester spillede, og en tjenerstab på 20 personer var beskæftiget med opvartningen. Til ballet var lejet 1.000 potteplanter, hvoraf 400-500 var til en løvhytte i baggrunden af balsalen, hvor der var et lyshav af 600 vokslys. Lejen for blomster og trævækster udgjorde alene 500 rigsdaler.




























