De fleste kan nok huske den hjerteskærende video fra december af en mager og afkræftet isbjørn, der på land slæbte sig afsted med tunge skridt og som i en desperat jagt på mad gik ombord i en rusten olietønde og fik fat i noget, der så ganske uspiseligt ud.
Lidt senere lignede dyret et væsen, der gav op, lagde sig på maven og lukkede øjnene ganske stille i.
Videoen gik verden rundt som et symbol på, hvilke konsekvenser klimaforandringerne får for vores natur, og hvad der sker med de dyr, som er afhængige af havisen i Arktis for at kunne overleve.
Selv om det er tillokkende at tro, at det er den globale opvarmning og reduktionen i havisens udbredelse, der var skyld i, at isbjørnen var udmagret, syg og segnefærdig, så kan man ikke udelukke, at den var blevet ramt af en infektion, en dødelig sygdom eller noget helt tredje.
