Torsdag 11. februar var ikke en helt almindelig dag i Manja Idorns 32 år lange liv.
Da hun kørte ud fra parkeringspladsen ved Skejby Sygehus på vej mod Aarhus Universitet i sin gamle sorte Fiat Punto, havde hun en mikroskopisk passager med på passagersædet, som lige nu er jaget vildt i Danmark og i forrige weekend især i det københavnske Nordvestkvarter.
Det var den sydafrikanske variant af coronavirus, Manja Idorn havde med i bilen. Den sad i den ene ende af en podepind, som havde været brugt i forbindelse med et halsskrab på en af de få patienter i Danmark, som er blevet ramt af den frygtede variant fra Sydafrika.
Podepinden var pakket ind efter alle kunstens regler, når man transporterer biologisk smitsomt materiale. Den lå i tre lukkede, lufttætte og ubrydelige beholdere, som tilmed var pakket ind en forseglet og specialfremstillet pose.
