Det er en ret vild tanke, at den behandling, man modtager i dag, hvis man bliver bidt af en giftig slange, er baseret på et 128 år gammelt behandlingsprincip, som de to franskmænd Césaire Phisalix og Albert Calmette udviklede uafhængigt af hinanden i 1894. Det var også Albert Calmette, som udviklede calmettevaccinen, som mange ældre danskere har fået stukket ind i skulderen for at forebygge tuberkulose.
De to franske forskere fandt ud af, at man kunne lave en modgift til slangebid, hvis man sprøjtede en ikkedødelig dosis slangegift ind i et dyr, høstede serum fra dyrets blod og sprøjtede det ind i mennesker, som var blevet bidt af den samme slange. Det virkede, fordi det vaccinerede dyrs immunforsvar laver en bred vifte af antistoffer, som i større eller mindre grad kan genkende og neutralisere de forskellige giftstoffer, som slangens gift består af.


























