Punktummet blev sat uden den store mediebevågenhed forleden. Og det er ærgerligt. For det er et utrolig vigtigt tema, måske et af de allervigtigste i disse år.
Regeringen og Disruptionrådet skal have masser af ros, men også en masse ris. For manglende fokus på bæredygtighed og på mennesker i stedet for teknologi.
Men først noget ros. Dels for at nedsætte rådet og inkludere arbejdsgivere, fagforeninger, politikere, forskere, virksomhedsledere og andre dele af samfundet.
Dels for at fokusere på, at finde fælles løsninger på nogle af de mange udfordringer og på at få alle danskere trygt og godt med ind i fremtiden. Mange lande kigger ikke ufortjent mod Danmark i den henseende.
Når det er sagt, efterlades man med en lidt uforløst fornemmelse af halvgjort arbejde, nu hvor den sidste rapport er skrevet. Følelsen af en mistet mulighed for at få gang i den store og vigtige diskussion om, hvor vi gerne vil have, at vores samfund bevæger sig hen. Og så lige netop op til to vigtige valg til henholdsvis Folketinget og EU-parlamentet.
Det er måske ikke alle i rådet, der køber ind på det, men et grundlæggende problem er, at alt det, der står i rådets rapporter, emmer langt væk af at have købt ind på det, man kan kalde Davos-McKinsey-Singularity University-tankegangen.
Disruptionrådet lagde da også ud med direktør Rob Nail fra Singularity University og hans fortælling om, at på grund af teknologier som robotter, kunstig intelligens, big data og en ekspotentiel vækst i computerkraft er vi ved at gå fra en verden, hvor ændringerne forekommer lineært, det vil sige med en konstant hastighed, til en eksponentiel verden med accelererende fart på ændringerne.
Og konklusionerne bliver derefter. Det er teknologien, der styrer og er i fokus, ikke mennesket. Vi må tilpasse os og forsøge at flyde ovenpå for at skumme noget af teknologifløden for at blive endnu rigere. Bare vi får nok kodning, matematik og teknologiforståelse på uddannelserne, og digitalisering og robotter i erhvervslivet, skal vi nok klare os, og der vil være jobs til alle.
Singularity-narrativet fører også til manglende kritisk stillingtagen til, om vi skal bruge så meget tid og penge på flere af teknologierne, for eksempel førerløse biler? Hvad er den samfundsøkonomiske kalkule i forhold til at bruge pengene på noget andet, herunder bedre trafiksikkerhed, renere drikkevand, bedre skoler, sygdomsbekæmpelse?
Det samme med teknologi i skolerne. På et tidspunkt, hvor børn og unge rundtomkring i verden, med Danmark tæt på en verdensrekord, sidder stadig mere foran en skærm og befinder sig mindre ude i for eksempel naturen og samtidig melder om hastigt faldende mental sundhed, skal vi så have endnu mere digitalisering af vores uddannelser?
Får vi mere innovation, virkelyst og vækst ud af det? Eller er der andre veje at gå?
Flere veje at gå
Der er andre narrativer og forudsigelser om fremtiden end Singularity Universitys.
Nogle mener, at teknologibegejstringen er overvurderet, og at de nye teknologier slet ikke kan så meget, som optimisterne påstår. Og at der ligger meget større produktivitetsgevinster og gemmer sig i bedre ledelse og bedre håndtering af digitale distraktioner som mails og smartphones, der har skabt utrolig støjende og distraherende organisationer.
