0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Mikkel Flyverbom: Vi begraver fornuften i ord som disruption og algoritmer

Hvis vores beskrivelser af digitale forandringer er for enøjet kritiske, er der fare for, at vi afskærer os fra nye muligheder.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Steve Marcus/Ritzau Scanpix
Foto: Steve Marcus/Ritzau Scanpix
Viden og Tech analyser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
Viden og Tech analyser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Store udfordringer tager lang tid at forstå og få styr på. Selv om internettet fylder 50 år i 2019, så er vi stadig langt fra at have et ordforråd til at beskrive de samfundsmæssige konsekvenser af udviklingen inden for digitale teknologier. Det er et problem, for hvis vi ikke ved, hvad vi taler om, så kan vi heller ikke håndtere de digitale forandringers mange muligheder og udfordringer.

For tiden kommer en række råd og kommissioner med bud på, hvad digitale forandringer er og kommer til at betyde, ligesom et væld af bøger prøver at sætte ord på teknologiens konsekvenser for vores liv og samfund.

Resultatet er en ordsuppe af begreber som disruption, algoritmer, filterbobler, overvågningskapitalisme, bots, misinformation, kunstig intelligens og andre måder at beskrive, hvad vi står over for. Alle prøver de at give et bud på, hvad problematikkerne er, og hvordan de kan løses. Men hver af disse sproglige diagnoser og behandlingsforslag bygger også på nogle uudtalte antagelser, og de har ofte et begrænset udsyn.

Disruption

Lad os tage et ord som disruption. Disruptionrådet tog for givet, at den teknologiske udvikling er en form for naturkraft, som vi må tilpasse os, og at mere digitalisering er vejen til vækstmuligheder og økonomiske eventyr, der kan »gøre alle til fremtidens vindere«, som rådet optimistisk formulerede det i sin endelige rapport.

Når den såkaldte Siri-Kommission, der er nedsat af Ingeniørforeningen i Danmark (IDA), og Ida Auken fra Radikale Venstre bruger et mere dystert ordforråd og taler om hemmelige bots og mørklagte algoritmer, der spreder falske nyheder og underminerer demokratiet, så er det også et ret begrænset udsnit af de digitale udfordringer, der kommer i fokus. Og når kommissionens afsluttende rapport beskriver løsningen som mere gennemsigtighed, så er det ud fra en forestilling om, at fordi vi kan se noget, så kan vi også forstå det, stole på det og kontrollere det. Men algoritmer og andre mekanismer i digitale miljøer er ikke noget, man blot kan trække op af en skuffe og lære at kende ved at få den frem i lyset.

På samme måde har beskrivelser af de samfundsmæssige konsekvenser af techgiganters datahøst og dominans som »overvågningskapitalisme« ikke fokus på de mange positive aspekter af digitale forandringer, såsom adgang til information og nye muligheder for forskning og sygdomsbekæmpelse.

Hvis vores beskrivelser af digitale forandringer er for enøjet kritiske, er der fare for, at vi afskærer os fra nye muligheder og glemmer, at teknologi altid har været en vigtig del af samfundsudviklingen.

Hvad gør vi så?

Hvilke begreber kan vi så tage udgangspunkt i, hvis det er mere grundlæggende spørgsmål om forholdet mellem teknologi, mennesker og samfund, vi søger svar på?

Vil vi bruge teknologi til at automatisere vores arbejdsliv og samfund, så vi kan erstatte mennesker med maskiner, og på andre måder tilpasse os den teknologiske udvikling? Eller skal vi bruge teknologier til at informere os, så vi kan styrke vores evner og udvikle os som organisationer og samfund?

Det var Harvard-professor Shoshana Zuboff – hvis nye bog om overvågningskapitalisme har fanget manges opmærksomhed – der i sin første bog fra 1988 formulerede denne distinktion mellem teknologi som noget, der kan »automatisere«, og noget, der kan »informere« vores liv. Hun spurgte: Skal vi allesammen arbejde for smarte maskiner, eller vil vi have smarte mennesker, der bruger maskiner?

Vi mangler stadig at formulere vores eget sprog omkring den teknologiske udvikling. Den er blevet fremstillet som et tog, vi er nødt til at hoppe på, hvis vi ikke vil efterlades på perronen, mens r