0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Kapløb om Månens skatkammer

Kapløbet om at blive den første nation på Månen igen, og derefter på Mars, er ikke kun et spørgsmål om at finde liv derude.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Månen er efterstræbt: Kapløbet handler om adgang til ressourcerne og om teknologiudvikling. - Foto: ESA, SMART-1

Viden og tech
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Viden og tech
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

I januar 2004 ændrede USA's præsident Bush NASA's rumprogrammer og satte nu alt ind på at komme til Månen igen i 2018.

Kina var begyndt at rokke på sig og havde få måneder tidligere sendt sine første astronauter i rummet.

Udviklingen af nye teknologier
Europæernes satellit SMART-1 var i kredsløb om Månen for blandt andet at undersøge, hvad Månens overflade gemmer.

Og inderne og japanerne var i gang med at planlægge ubemandede månemissioner.

I dette kapløb om at afvriste Månen dens hemmeligheder er der mere på spil end blot at blive de første på Månen og derefter på Mars. Det handler om mere end at blive klogere på rummet og muligheden for at finde liv.

De, der kommer først, er også de, der udvikler og ejer de nye teknologier, som skal bruges i rummet. Samtidig får sat deres flag i månestøvet som symbol på, at de har adgang til Månens undergrund fuld af værdifulde råstoffer som titanium og helium-3.

»Det, der har presset Bush ud på banen, er, at Kina haler voldsomt ind på USA. Amerikanerne vil sikre, at de er i front«, siger John Leif Jørgensen, professor i rumfartsteknologi på Ørsted-DTU, Danmarks Tekniske Universitet.

Månen efterstræbt
At Washington tager rumkapløbet med kineserne alvorligt blev for nylig klart, da en høring om NASA den 30. marts i Repræsentanternes Hus endte med at handle om Kinas rumprogram og hvilken trussel, det udgør mod USA's forspring i rummet, siden Armstrong landede Ørnen på Månen i 1969.

»Mange nationer efterstræber Månen intenst i disse år«, siger chefforsker James Garvin fra NASAs Goddard Space Flight Center. Han er en af de videnskabsfolk hos det amerikanske rumfartsagentur, der har ansvaret for at gøre Bush's vision til virkelighed.

»NASA vil etablere en permanent adgang til rummet. Det er kun os, der har sat mennesker på Månen. Den evne vil vi have igen. Og nu vil vi beholde den. Det vil åbne uendelige muligheder for USA, ikke kun i form af en teknologisk førerposition, ikke kun økonomisk. Det handler om at pionere 'den nye verden' i rummet«, siger han.

Rumteknologi er magt
NASA arbejder i disse år på højtryk for at etablere et transportnet af nye rumfartøjer til at fragte mennesker og forsyninger frem og tilbage mellem Jorden og verdensrummet.

Første stop er den internationale rumstation, der er under opbygning og skal stå klar i 2010. Senere skal transportnettet sikre permanent adgang til månebasen, NASA vil bygge i 2018. Derefter skal USA videre ud i rummet, mod Mars og andre planeter.

Skal transportnettet blive til virkelighed inden for et overkommeligt budget, kræver det nytænkning af teknologi på en række områder som robotter, computere og kommunikation. Ved at sikre sig en teknologisk førerposition i rummet ved NASA, at de kommer til at udvikle den nye infrastruktur. Og at ordrerne falder til den amerikanske rumfartsindustri.

»Det virkelige spørgsmål i dag er: Hvilken værdi har viden? Svaret er, at de lande som investerer i månemissioner får magt«, forklarer NASA's James Garvin.

Enorm teknologiudvikling
Det lærte NASA af den første Apollomission.

»Teknologisk lederskab kommer af, at du er foran. Du skal være den første, som laver teknologien, for så ejer du den. Se for eksempel mikrochips, der blev udviklet til den første månerejse. Den teknologi samlede USA i Silicon Valley, hvor de i dag er så suveræne til at lave mikrochips, at ingen kan bide skeer med dem«, siger professor John Leif Jørgensen.

Samtidig ved NASA, at den teknologi, en ny månelanding kræver, ikke kun er værdifuld i rummet men også på Jorden. Som mikroprocessorerne, der i dag sidder i alt fra mobiltelefoner til vaskemaskiner; teflon eller velcro.

Det kom i kølvandet på de første månerejser og har siden sat spor ikke kun hos de amerikanske forbrugere, men i det meste af verden.

»Der sker en enorm teknologiudvikling til en mission i rummet, og det giver spin offs til vores hverdag i løbet af kort tid. Det er helt klart en af satsningerne i mange af de lande, der satser på rumfart. De ved, at når kreative hoveder begynder se efter alternative anvendelser af ny rumteknologi, så ruller det med stor hastighed ud i samfundet«, siger teknologichef i Danmarks Rumcenter Flemming Hansen.

Minedrift på Månen
Skal en permanent månebase etableres, skal det være muligt at transportere mennesker derop. Månebasen bliver en landsby af selvkørende robotter og langt færre astronauter.

Robotterne gør det tunge arbejde i den daglige drift af basen, men de skal også udforske Månen og senere grave efter, udvinde og bearbejde råstoffer. Først for at bruge råstoffer som ilt lokalt på Månen, men på længere sigt også for at udnytte råstofferne på Jorden. Uden mennesker på basen til at reparere robotterne, vil det kun være et spørgsmål om tid, før landsbyen går i stå.

Indtil videre er det kun Rusland, Kina og USA, der har haft astronauter i rummet. Og kun amerikanerne, der har teknologien til at sende en mand til Månen. En position, USA kæmper for at fastholde, vurderer John Leif Jørgensen.

»Kineserne har haft mænd i rummet et par gange. Med ét formål: De vil meget gerne til Månen. De har et kæmpe ressourceproblem, og de vil være en stormagt. De skal ud i rummet for at få teknologisk lederskab, og så skal de derud for at afhjælpe nogle af deres ressourceproblemer ved at hente råstoffer ned fra Månen«, siger han.

Og der er et væld af værdifulde råstoffer på Månen, som ikke findes på Jorden, eller kun i meget lille omfang, lyder det fra videnskabsfolkene: Blandt andet titanium, platin, samarium og helium-3.

Et spørgsmål om tid
Samarium er et stof, der kan bruges til at lave supermagneter med, som kunne gøre højhastigheds magnetsvævetog i stor stil til virkelighed.

Helium-3, som solvindene, der blæser over Månen, fører med sig, er et andet eksempel. Helium-3 kan bruges i fusionsenergi, en slags renere og sikker atomkraft, der kunne forsyne Jorden med energi langt ud i fremtiden. Og et førende russisk rumfartsselskab har iværksat et måneprogram, der skal udvinde helium-3 netop med det formål.

Det er endnu ikke muligt lave energi ved fusion af helium-3, men Bernard Foing chefforsker hos ESA mener, det kun er et spørgsmål om tid.

»I løbet af 30 til 40 år er der en god mulighed for, at vi har et færdigudviklet, kommercielt system til at udnytte helium-3 fra Månen«, siger Bernard Foing, der leder ESAs SMART-1 program og er direktør for The International Lunar Exploration Working Group (ILEWG), der arbejder for internationalt samarbejde i udforskningen og udnyttelsen af Månen.

I 2008 sender USA en robotmission af sted for at kortlægge Månens ressourcer. Det vil ifølge James Garvin ikke tage mange år:

»I 2011 vil vi vide meget om, hvad der er på Månen og hvor meget. Så begynder vi at forstå, hvordan vi skal udnytte ressourcerne, og hvilken økonomisk værdi de har«, siger han.

For en rendyrket NASA-videnskabsmand som James Garvin er Månens ressourcer først og fremmest et middel til at komme videre og længere ud i rummet. Og han påpeger, at det endnu er umuligt at sige, hvornår og præcist hvordan råstofferne under månestøvet vil blive udnyttet.

»Men jeg forventer, at når vi lærer mere om Månen, bliver vi bedre til at forstå det potentiale, der ligger deroppe«, siger han.

Nybyggerne på Månen
Dem, der kommer først til Månen, får også først adgang til Månens ressourcer. Adgang til at undersøge dem, grave efter dem og bruge dem på Månen, i rummet eller her på Jorden. Kort og godt til at udnytte disse naturressourcer.

»Dem, der får råstofferne, kan også udnytte dem. De lande, som har en oliekilde, kan tjene penge på den, og dem, som ikke har, bliver desværre nødt til at betale. Dem, der henter råstofferne ned, kan sælge dem, og så kan alle selvfølgelig bruge dem, men de må betale prisen«, siger John Leif Jørgensen.

James Garvin lægger ikke skjul på, hvor vigtigt, han mener, det er at have en aktie i udforskningen af Månen, inden det får alvor går løs.

»Det er klart, at investerer man i noget, og det viser sig, at det kan gavne os her på Jorden, så er det op til dem, der har investeret, hvordan de vil bruge den ressource«, siger han og fortsætter:

»Hvis USA eller Kina udvikler et transportsystem til og fra Månen, må dem, der ønsker at udnytte Månens ressourcer, selvfølgelig betale for adgang til denne infrastruktur. Men hvordan er endnu ikke afgjort«.

Der findes en FN Traktat - Treaty on Outer Space - fra 1967, hvori der blandt andet står, at Månen tilhører menneskeheden og derfor er åben for udnyttelse for alle.

En senere særskilt Månetraktat fra 1984 fastslår, at bliver det muligt at tjene penge på Månens råstoffer, skal særligt de fattigste lande og de lande, som har gjort det muligt at udforske Månen, tilgodeses.

Det er dog aldrig blevet nedfældet, efter hvilket forhold denne fordeling skal ske, forklarer ESA's Bernard Foing. Og ingen af de store rumfartsnationer har ratificeret Månetraktaten.

Så indtil videre ligger det hen i det uvisse, hvorvidt Månen vil komme alle til gode eller bliver skueplads for dette århundredes guldgravereventyr.

ritzau