En væsentlig brik i det puslespil, som handler om i detaljer at rekonstruere for længst uddøde dyr og planter, kan være faldet på plads - takket være en opdagelse gjort af et dansk-amerikansk forskerhold fra Niels Bohr Institutet i København og M.D. Anderson Hospital ved University of Texas. Opdagelsen går i korte træk ud på, at man har sandsynliggjort eksistensen af et urgammelt genetisk lager, der kan vise sig at indeholde meget deltaljerede informationer om uddøde arters arvemasse. Opdagelsen offentliggøres snart i det ansete amerikanske videnskabstidsskrift Genetics. »Næste skridt er at komme ind på lageret, og det arbejder vi på«, siger lederen af den danske forskergruppe, professor Eske Willerslev. Uddøde dyr og planter Forskerne har analyseret jordprøver fra permafrostområder i Sibirien; prøver der var 20.000-500.000 år gamle. I sådanne prøver kan man finde stumper af fossilt dna fra uddøde dyr og planter, og den særlige teknik til at registrere materialet - der er så småt, at det ikke kan ses i mikroskop - har været kendt i nogle år. Videnskabsmænd med speciale i fossilt dna har imidlertid ikke kunnet få et detaljeret billede af de uddøde arters arvemasse på denne måde. Den naturlige nedbrydningsproces har nemlig fået arvemassen til at ændre form, og derfor har man tilsyneladende kun fundet fragmenter af de uddøde arters oprindelige dna. Og dem har man hidtil ikke kunnet stykke sammen til et hele. Avanceret gentisk lager Hypotesen fra det dansk-amerikanske forskerhold er, at hvert lille dna-fragment i virkeligheden indeholder væsentlige dele af dyrets eller plantens komplette kode - og derfor fungerer som et avanceret genetisk lager. »Vi tror, det hænger sådan sammen, fordi vi med vores undersøgelser for første gang har vist, at dna har en evne til at danne såkaldte krydsbindinger, efter dyret eller planten er dødt«, siger Eske Willerslev. Bevares efter døden Krydsbindingerne sammenkæder de to spiralformede informationsstrenge, som et dyrs eller en plantes arvemasse består af. Og takket være disse krydsbindinger kan væsentlige dele af den genetiske kode bevares intakt efter individets død. »Hidtil har antagelsen været, at dna-strengene knækkede i småstykker, når genetisk materiale havde ligget i jorden i et eller andet antal tusinde år. Men da vi undersøgte de fossile prøver, viste det sig, at materialet havde dannet krydsbindinger meget hurtigere, end det naturligt var blevet fragmenteret. Og derfor er vores konklusion, at den oprindelige kode ikke er gået til - men at den er så at sige bare er blevet låst nede«, siger Eske Willerslev. Kemiske analyser De informationer, forskerne håber at kunne få frem ved hjælp af særlige kemiske analyser, retter sig især mod det såkaldte kerne-dna, der indeholder specifikke informationer helt ned på individniveau. Det er for eksempel kerne-dna man undersøger, når det skal afgøres, om en mistænkt er ophavsmand til biologiske spor på et gerningssted. »Eksisterer der kerne-dna i fossilt materiale, og lykkes det at komme ind til det, vil det give detaljeret viden om uddøde arter - og samtidig vil vi kunne kortlægge virkelig gammelt dna. Den ældste dna-prøve, som i dag er fuldstændig kortlagt, er omkring en halv million år gammel. Virker vores teknik, vil vi kunne gå meget længere tilbage«, siger Eske Willerslev.