Hvem var de første mennesker i Amerika? Spørgsmålet har i over 100 år delt videnskaben i flere uforsonlige lejre, men nu synes det afklaret: »For det var indianernes forfædre, der først befolkede Amerika, og dermed kan de nulevende indianere med videnskaben i ryggen kalde sig et oprindeligt folk«, siger Eske Willerslev, professor i gammelt dna ved Københavns Universitet. Bygger på forstenet afføring Han har stået i spidsen for det hold af danske, svenske, amerikanske, spanske, tyske og britiske dna-forskere, der har gjort opdagelsen – og arbejdet bliver offentliggjort i videnskabstidsskriftet Science. Opdagelsen bygger på en analyse af stærkt indtørret, nærmest forstenet menneskelig afføring fundet i Paisley Caves, en række underjordiske, naturskabte huler i et ørkenområde i Oregon i det vestlige USA. I disse huler, der indtil videre må betegnes som verdens første ’toilet’, har mennesker for 14.300 år siden forrettet deres nødtørft. Og fordi området er knastørt, er fækalierne blevet bevaret for eftertiden. Fækalierne er samtidig det ældste biologiske spor efter mennesker, der er fundet i både Nord- og Sydamerika. Afgiver celler Paisley Caves ligger fem-ti meter under ørkenoverfladen, og den videnskabelige udgravning af dem er sket under ledelse af den amerikanske arkæolog Dennis Jenkins fra University of Oregon. Da han opdagede de underjordiske fækalierester, kontaktede han Eske Willerslev for at få ham til at undersøge, om de kunne stamme fra mennesker. »Vi undersøgte i alt 14 prøver, og af dem var seks menneskeskabte, om man så må sige«, fortæller Eske Willerslev. Men hvordan kan man egentlig afgøre det? »Det kan man, fordi ethvert pattedyr – også mennesket – sammen med afføringen afgiver celler. Disse celler, såkaldte epitelceller, slides løs, når maden passerer gennem tarmsystemet – og ender altså i afføringen. Det er den type celler, vi har fundet i fækalierne fra Paisley Caves«, siger Eske Willerslev. Teorier vælter Fækaliernes alder – 14.300 år – er fastslået ved hjælp af kulstof 14-analyser. Samtidig har forskerne via en dna-analyse kunnet vise, at der ikke er tale om ’forurening’ med yngre dna. Og disse analyser er fuldkommen essentielle, siger Eske Willerslev: »For både i laboratorier og i forbindelse med arkæologiske udgravninger vil en prøve næsten uundgåeligt blive forurenet med dna fra de mennesker, der håndterer den«. Da forskerne havde sikret sig, at de seks menneskeskabte fækalier ikke var forurenet med yngre dna, stod man tilbage med et højst forbløffende resultat: Det oprindelige genetiske materiale i fækalierne viste sig – ved uafhængige analyser udført på flere af de deltagende forskningsinstitutioner – at indeholde dna af typerne A2 og B2; typer, der i dag kun findes blandt indianere i Nord- og Sydamerika. »Da fækalierne samtidig er det ældste biologiske spor efter mennesker, vi kender fra denne del af verden, er konklusionen, at de nulevende indianeres forfædre var de første mennesker, der befolkede Amerika«, siger Eske Willerslev. Vandrede gennem isbræmme Denne konklusion stikker en kæp i hjulet på flere teorier om befolkningen af Amerika, blandt andet den såkaldte Clovis First-antagelse. Den siger, at de oprindelige indianere kom fra Sibirien for godt 13.000 år siden – via den landbro, Beringia-landbroen, der under istiden forbandt Sibirien og Nordamerika. Samt at de derefter gik stik syd og med tiden spredte sig til både Nord- og Sydamerika. Vandringen ned gennem det nordlige Nordamerika kunne ifølge Clovis First-antagelsen lade sig gøre, fordi den mægtige iskappe, der på det tidspunkt dækkede området fra øst til vest, var begyndt at smelte på midten – hvor der blev dannet en isfri korridor. Men for 14.300 år siden, da fækalierne blev lagt i Paisley Caves, var den senere isfri korridor endnu ikke passabel, og alene derfor kan de oprindelige indianere ikke være kommet den vej ned i Amerika, siger Eske Willerslev: »De er i stedet, efter at have krydset Beringia-landbroen, efter alt at dømme vandret ned gennem en smal isfri bræmme, som allerede på det tidspunkt eksisterede langs den amerikanske nordvestkyst«. »Hvor deres vandring oprindelig er begyndt, kan man ikke sige med sikkerhed. Men det eneste sted, man i dag finder dna-typer, der blot minder om A2 og B2, er i Himalaya«.