April har netop sat dansk varmerekord, men den er ikke alene: Danmark er gennem de seneste tre år blevet et varmere land, og opvarmningen hænger sammen med de globale klimaforandringer, lyder det fra eksperterne. Gennem en næsten uafbrudt periode på godt tre år har hver måned været varmere end gennemsnittet for perioden 1961 til 1990, der er den normal, temperaturer sættes i forhold til for at vurdere udviklingen over tid. Og de går altså entydigt opad hver eneste måned fra april i år og de seneste 37 måneder, kun afbrudt af en enkelt måned. Det viser helt nye tal, som Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) offentliggør i dag. »Med undtagelse af ’en lille smutter’ i oktober 2007 har vi haft en tre år lang periode med temperaturer over normalen. Det er rigtig lang tid, og det har vi aldrig set før, i den tid der er foretaget målinger, det vil sige siden 1874«, siger seniorklimatolog hos DMI John Cappelen til Politiken. Varmerekord i april Seneste rekord blev sat af april i år med 9,4 grader, hvilket er 0,1 grad mere end den tidligere rekord fra 2007 og 3,7 grader over normalen for april.
Samtidig viser en beregning, DMI har foretaget for Politiken, at gennemsnitstemperaturen for de seneste ti år er på 8,9 grader. Det er mere end 1 grad højere end den almindelige årsnormal på 7,7 grader, beregnet fra 1961-1990. »For 8 ud af de 12 måneder er rekorden sat inden for de seneste 10 år, hvilket indikerer, at der er sket et ryk i denne periode«, siger Lone Seir Carstensen, som er leder af DMI’s data- og klimainformation. Et tegn på klimaforandringer Desuden er de seneste tre år de varmeste, der er registreret, med 2007 som rekordåret med en gennemsnitstemperatur for hele året på 9,5 grader celsius. Udviklingen er »exceptionel« og et tegn på klimaforandringer under udvikling, mener klimaforsker Eigil Kaas, der er professor ved Niels Bohr Institutet på Københavns Universitet. »Det, vi ser lige nu i Danmark, er en kombination af to ting: Dels er der tegn på, at der er ført mere varme nordpå i Atlanterhavet det seneste årti, dels har tiltagende global opvarmning bidraget til opvarmningen også her i Danmark. Vores mange varmerekorder i disse år er formentlig en kombination af disse to årsager«, siger han. Drivhuseffekt forårsaget af CO2 FN’s Klimapanel, IPCC, forudser globale temperaturstigninger mellem 1,1 og 6,4 grader celsius frem mod 2100 i forhold til nutidens niveau. De seneste 100 år er temperaturen steget knap 1 grad.



























