»Vi nærmer os kysten«, siger Hans Jakobsen tilbagelænet inde fra sin lukkede container. Udenfor og rundt om Vædderen er der ikke andet at se end blåt vand så langt øjet rækker. Sådan har det været i snart to uger, men Hans er ikke i tvivl. Han har beviset. På et arbejdsbord står hans sorte kuffert fyldt med computerudstyr, en vandpumpe og en laserkamera. Om aftenen surfer han på nettet på maskinen. Lige nu stikker han en vandslange fra kufferten ned i en lille flaske frisk havvand og tænder skærmen. Billeder dukker op et for et på skærmen. Genstande med forskellige former træder frem i et efterhånden omfattende billedkatalog og viser præcis, hvad der er i vandet, som vi ikke kan se. Ting der er omtrent 250 gange mindre end en millimeter. Pludselig er der en lang genstrand, der bryder hele billedrækken ned over skærmen. »Det er så en kiselalge. Så store findes ikke ude på det åbne hav. Deres store indhold af silicium kommer oprindelig fra sand. Derfor må Australiens kyst nogen lunde i nærheden«, siger han. Med kufferten kan han simpelthen på stedet filme, hvad der er i vandet. Normalt er metoden den, at man samler vand ind. Fikserer den med jod og venter på at prøven bundfælles. Der efter tæller partiklerne i et mikroskop i laboratoriet. Sådan har det været i 50 år, men det er Hans blandt andet ved at lave om på. Regnorme, biller og gubbyer Hans Jakobsen er 41 år og voksede op i Hvidovre. I syltetøjsglas samlede drengen dyr fra Harrestrup Å. Åen er med tiden blevet til Avedøre Havnevej. Regnorme og biller fra baghaven blev holdt i zoologisk have takket være Mekanosættet. Da søsteren fik et akvarium med gubbyer i, skulle Hans også have et. Og to. Og en dag var forældrene ved at blive vandvittige over plaskeriet i kælderen, der efterhånden var fyldt med akvarier. »Jeg kunne pludselig se ind i en verden, jeg ellers ikke kunne se. Det tændte mig tidligt«, siger Hans, der med sit lyse karsede hår og store søgende, blå øjne, stadig ligner lidt af en knægt. Powershopping Sammen med kollegaer fra Danmarks Fiskeriundersøgelser forsøger han i dag, at opbygge et nyt center for optiske instrumenter til havbiologiske undersøgelser. »Sidste år gik med at powershoppe ny instrumenter«, siger han lige så begejstret som en, der pludselig fik lov til at købe ind fra toppen af ønskelisten. Første skridt var en ansøgning til Veluxfonden, der lykkeligvis gav en stor pote. Pengene blev omsat til en Fluoroprobe, en Coulter Counter Multisizer III, et FowCAM samt et Cytosense flowcytometer. For udenforstående sort snak. For Hans instrumenter, der gør, at han kan kigge i havet næsten som i barndommens akvarier. »Det sidste er et kongeinstrument«, siger Hans og forklarer, hvordan han kan putte det i en stålcylinder og sænke det langt ned i vandet efter en båd og måle og fotografere nøjagtigt, hvad der foregår dernede. Drømmen »Og det er kun første skridt. Jeg vil bygge det ind i nogle solcelledrevne bøjesystemer, der kan ligge, hvor der er brug for dem. For eksempel til at holde øje med giftige alger i drikkevandreservoirer eller i lakseopdræt eller ved muslingebanker eller i badevandet«, siger han og taler om sin drøm i skyggen under en redningsbåd på Vædderen midt i det Indiske Ocean. Om det bliver virkelighed er usikkert. Foreløbigt har Hans ansættelse i halvandet år endnu. Kun måske kommer der flere penge til. Kun måske kan det blive til et center med Hans som drivkræft, et center, der kan bruges af studerende og forskere fra flere forskellige institutioner. En lille institution som DFU har ikke råd til at køre sådan et center alene. Spørgsmålet er bare, hvor pengene skal komme fra? »Jeg trænger til at få et fast arbejde. Dette vil være mit drømmejob og så tæt på et hobbyarbejde, som man kan komme det. Hver dag har jeg samme forundring og glæde ved at se, hvorfor organismerne i havet gør, som de gør. Akkurat som dengang jeg sad i kælderen og kiggede på gubbyer«, siger han.