Undervandsbølger. Måske et nyt begreb for mange, men hør nu her: Tilbered en omvendt caffelatte (den lune drik Politikens læsere efter sigende har så nært et forhold til). Hæld den i et gennemsigtigt glas med den køligere mælk nederst og varm kaffe på toppen. Dette er en model af havet, med det varme vandt øverst og det kolde nederst. Betragt den tynde stribe mellem kaffe og mælk. Dump en sukkerknald igennem latten, og energien fra det faldende sukker bliver til undervandsbølger. Først små bølger, der siden vokser i intensitet. Laget, der før var vel adskilt af en tynd stribe, bliver nu til en bredere stribe skabt af turbulens i bølgen, der adskiller kaffe og mælk. »Var jeg et dyr og afhængig af både kaffe og mælk, så var det lige der i blandingslaget, jeg ville bo. Og det lag er skabt af en undervandsbølge«, siger Andy Visser, der er fysiker og arbejder for Danmarks Fiskeriundersøgelser. Undervandsbølger er interessante af flere årsager. Dels skaber de gode livsbetingelser for mange dyr i bestemte lag i vandet - caffelattelaget. Og dels mener man, at de er afgørende for at transportere energi fra et sted på kloden til et andet. Energi, der i det store billede tvinger koldt bundvand op til overfladen i eksempelvis Golfstrømmen og sørger for, at vi overhovedet kan bo i Danmark. Og energi, der på en mindre skala begynder som en bølge i Madagaskar og ender som turbolens i vandet ved kontinentalsoklen ud for Australiens kyst. Kæmpehul i regnskabet Denne energi er aldrig målt før. Faktisk kan oceanograferne ikke redegøre for, hvor 30 procent af den energi, der går ind i havet - lad os sige ved Madagaskar - bliver af. Det mangler i regnskabet. Tidevand og vindkraft tilfører i alt tre terawatt energi til verdenshavene, akkurat som sukkerknalden tilfører energi til caffelatten. Men fysikerne kan kun måle, at de to terawatt kommer ud igen. Hvor bliver den sidste terawatt af? spørger de. En terawatt svarer immervæk til ti gange Danmarks energiforbrug. Forleden fandt Andy Visser med hjælp fra kaptajn og skibschefen på Vædderen, Carsten Schmidt, en flig af energien fra Madagaskar ud for Australiens kyst. De to satte sig for at konstruere et instrument, der kunne måle undervandsbølgerne, som kom ind til Australien. Andy havde selve måleinstrumentet, der registrerer dybde, saltindhold og temperatur. Skibschefen havde ideen og evnerne til at binde det instrument på et 70 meter langt reb og søsætte det med en bøje og en lygte. Hele natten holdt folk på broen øje med lygten, mens måleinstrumentet lå midt i undervandsbølgerne og målte snart koldt, snart varmt vand. Ved hver ændring var instrumentet enten uden for eller inden i en bølge. Sejlplanen fra den nat er en meget krøllet affære, hvor Væderen snor sig for hele tiden at holde kontakt med bøjen. Men næste morgen kunne bøjen samles op. Og efter en tur i computeren har Andy nu printet en bølgekurve ud, der for første gang præcist beskriver, hvordan undervandsbølgerne 70 meter nede i vandet forleden nat skyllede ind fra vest mod Australiens kyst. Lige som han havde forudsagt det, men som ingen andre har gjort før. »Teorien er, at en del af den energi, der pumpes ind ved Madagaskar først kommer ud her ved Australiens kyst i form som kraftig turbolens i vandet. Og det er vi nu ved at bevise«, siger Andy Visser. Og hvad så?, kan man med rette spørge. Andy Visser hiver svaret op fra bunden af oceanerne: Kan vi bo i Danmark »Det handler om hvordan de enorme kolde vandmasser kommer op og bliver til varme vandmasser. Jeg prøver at forklare, hvorfor vi kan bo i Danmark, og hvad der sker, hvis havene bliver varmere«. Kæmpemæssige mængder af kold og meget salt vand synker til bunds oppe ved Grønland og det nordlige Canada. Der rejser rundt om kloden og på rejsen, der tager godt 1000 år for at vende tilbage til Grønland, bliver det presset op og bliver til varmt vand. Processen skaber blandt andet Golfstrømmen og det behagelige klima i Nordeuropa. Men det skaber også nødvendige betingelser for livet i oceanerne. Sagen er blot, at vi ikke ved, hvordan og hvor denne sammenblanding af vandmasserne sker. Og det er her, de manglende 30 procent energi kommer ind i billedet. Andy Visser mener, at det er denne energi, der blander vandmasserne, og at det sker i kraft af disse undervandsbølger. Disse mekanismer ser ud til at være under forandring på grund af global opvarmning. Havstrømmene påvirkes af ændringer i vandmassernes temperaturer og saltindhold. »Men før vi kender til mekanismen og principperne bag disse enorme systemer, kan vi ikke rigtig forudse, hvad der vil ske«, siger Andy Visser.