Arne Redsted Rasmussen har en i slangekredse kontroversiel teori om, at slangen har bevæget sig fra vand til land og ikke, som det er accepteret, omvendt. Hans inspiration stammer blandt andet fra to giftige havslanger den gråsorte, stribede Ephalopis greyi og den mørkere sortstribede Darwiensis eller Darwins havslange, som den hedder mere mundret. Begge lever i mangroveskoven i Broome. Og begge arbejder modsat tidevandet. Når vandet går ud går slangerne ind på land. »Det er som om, de er ved at tilpasse sig et liv på land. For havslanger er det en meget anderledes opførsel, at jage mad på land i stedet for i vandet som normalt«, siger Arne Redsted Rasmussen eller Slangearne, som han mere mundret hedder på Vædderen. Og det er disse to slangers adfærd, der kan være med til at understøtte hans teori. Arne Redsted Rasmussen er på Galatheaekspeditionen netop med det formål af fange havslanger. De tilhører giftsnogene, er blandt de mest oprindelige slangearter der er tilbage. Samtidig er de blandt de giftigste slanger i verden overhovedet. Formålet er dels at komme til at kende mere til giften og om muligt at få produceret en serum som modgift. Det sidste er meget svært, idet det kræver en hvis mængde levende havslanger, og hidtil har alle forsøg på at holde levende havslanger været forgæves. Kosteskaft, pose og bind Vædderen ankom til Broome tidligt mandag morgen. Og mens det meste af besætningen drog til byen for at købe skjorter, mad og souvenirs traskede Arne Redsted Rasmussen alene ud i mangroveskoven, der grænser helt op til den lille støvede by. Det er lavvande, og mudderet går i første omgang kun til anklerne. En biflod er blotlagt af lavvandet med blot en lille strøm i bunden, der løber ud til hovedfloden. I hånden har forskeren sin slangefanger-stav - et kosteskaft med en metalbøjle på - en pose og en rygsæk. I sækken et par støttebind til at bruge, hvis han skulle blive bidt. Bindet kan i bedste fald forsinke giften i at sprede sig til resten af kroppen. Mødet i mangroven Ifølge lærebøgerne kommer den ene af de to havslanger i mangroven ind og jager sin føde på sandflader tæt ved flodbunden. Den anden jager på skrænterne. Et godt stykke nede af floden støder Arne Redsted Rasmussen på tre aboriginals, der er på vej ned af bifloden for at fiske længere fremme. Slangeforskeren henvender sig høfligt på engelsk. Stående i mudder til lige under knæene spørger han om de mon skulle kende til nogle havslanger i området. »Sea snakes«, siger Arne Redsted Rasmussen. Og det gør de. Rask væk fortæller den ene lokale, at der findes to slags i mangroven. En der jager på de flade sandbanker og en der jager på skrænterne. »Bande, Bande«? forsøger Arne Redsted Rasmussen sig idet han mindes, at det er det lokale udtryk for havslanger. Et udtryk der måske henviser til slangernes striber. De tre forstår ikke i første omgang, hvad danskeren siger. Ord bliver udvekslet blandt de tre mænd, og pludselig synes tingene at falde på plads. »Bande, Bande«, siger de samtykkende. »Det var helt vildt fedt, at de så præcist kunne beskrive slangerne. Fuldstændigt som i bøgerne. De beskrev deres adfærd og udseende lige efter bogen«, siger Arne Redsted Rasmussen. Krokodiller med tidevand Han fangede dog ingen havslanger denne gang. Tidevandet begyndte at komme ind og det med en voldsom kraft. Han var alene og måske ville krokodiller benytte tidevandet til at snige sig ind i området. Krokodillerne her omkring bliver op til fem meter lange, og er nok ikke så giftige som slangerne, men har langt flere menneskeliv på samvittigheden. Slangearne har fortjent sit navn gennem hårdt arbejde. I årevis har han jagtet havslanger, og nu er han et nyt sted, hvor et par vigtige arter lever. Han har hørt de lokale berette om dem. Og de siger, at de er almindelige på disse kanter. Han er tændt, men lige nu er tidevandet højt. »Jeg vil bare se dem i live. Intet kan sammenlignes med det at opleve dem i deres egne omgivelser og i live. Bare det at se deres bevægelser og deres rigtige farver, giver nye perspektiver til den teoretiske viden. Og hvis jeg kan fange en, vil det være fantastisk«, siger han. Måske bliver det næste gang, tidevandet er lavt igen. Det kan nås, hvis han står tidligt op. Tidevandet er lavt klokken 5 morgen og vædderens sejler først mod Perth lige over ni lokal tid.