Endelig fik vi et kig ned under bølgerne. Ved position 38,28 grader syd og 31,28 grader øst blev søen rolig nok til at vandhenteren og CTD'en kunne sænkes i vandet. Klokken var ni. Næsten ingen vind. Himlen overskyet, sigtbarheden mellem 20 til 50 kilometer uden andet at se end et par albatrosser i "se hvad jeg kan"-stil med den en vingespids i plov over havoverfladen. Dette er forskervejr og så godt som alle er samlet på dækket iført hjelme og sikkerhedssko. Klar til de første prøver. Venter på hvaler og havslanger På CTD'en, der måler temperatur, salt og dybde, sidder de 12 slanke tønder som en rosette, der skal samle vand ind i forskellige dybder, og som næsten alle skal bruge på nær Lee Miller, der venter på at få ro så han kan optage lyde i oceanet, og Arne Redsted Rasmussen, der skal venter på, at 'Vædderen' sejler ind i et område med alger, så han kan krænge vådragten på og komme ud til verdens giftigste havslanger. Alle andre forskere er optagede af, hvad der er af småkavl i vandet. En stor kranarm sænker forsigtigt rosetten ned i vandet, og en tyk stålvire ruller ud til 400 meters dybde. På vej op indsamler udstyret vand i forskellige lag. Dybest nede er vandet koldt og salt. Et sted længere oppe mødes det kolde vand med det varme lag. Dette er et lag med masser af liv. Og endelig, endnu længere oppe, det varme, mindre salte vand, hvor lyset siver igennem. Øvelsen skal gå hurtigt for tiden er dyr om bord. Der er langt til Australien. Dyrene til sidst Per Juel Hansen forsker i såkaldte dinoflagelater, der er en plankton-organisme i en tilstand på kanten af at være både plante og dyr. Han står og venter lettere utålmodigt. »Det er typisk mig, der skal vente. Jeg har endnu ikke fået vand«, klager han utålmodigt. Forskningslederen Torkel Gissel Nielsen står lidt væk og taler med Karen Marie Hillingsøe, der fordeler vandprøverne. Han siger: »Bakteriefolkene og dem, der skal måle næringssalte, skal have først. Algerne og de store dyr må vente til sidst«. Bakterier er langt mere sårbare end eksempelvis dinoflagelater, som i denne verden af vandprøver, er ret store dyr. Hele øvelsen tager fem timer, hvilket er lidt længere end forventet men som Torkel Gissel Nielsen accepterer som et førstegangs forsøg. To gange når de at samle vand. Desuden sænkes et såkaldt multinet ned. Det fanger dyreplankton og kan åbnes og lukkes på forskellige dybder, så man nøjagtigt ved, hvad man har fanget på hvilke dybder. PUV'en skal også i vandet. Den måler, hvor meget lys, der trænger gennem vandet, og kan derfor fortælle noget om mængden af plankton og dermed havets frodighed. (Plankton er simpelthen et udtryk for noget, der ikke selv bestemmer, hvor det bevæger sig hen i havet. En vandmand er således også plankton.) Endelig et kast med et net, hvis masker er en anelse større og derfor kan fange plankton som vandlopper og så dette lille stribede rødøjede dyr, som Sigrun Jonasdottir oplyser hedder en pelagisk børsteorm. Hele denne rutine skal gentages over så mange dage som muligt. Og det er denne rutine, der kan give erkendelser om havets fødekæde fra de mindste virus og bakterier til de største hvaler.