»How wooonderful«, gnækker den lille mand og spreder noget nær verdens største smil ud over 'Vædderens' dæk. Foran ham står en stor kransekage, som ekspeditionsskibets bager har kreeret i anledning af ærkebiskop Desmond Tutus 75 års fødselsdag for godt en uge siden. Travl kalender Selv om hans kalender er plastret til med hyldestprogrammer i sydafrikansk tv og de vanlige diplomatiske møder med verdens regeringschefer, har han fundet en lille time til af spise fødselsdagkage og drikke kaffe på det danske ekspeditionsskib, der i øjeblikket ligger til kajs i Cape Town. Ærkebiskop Desmond Tutu, der i 1984 modtog Nobels fredspris for sin politiske og religiøse kamp mod apartheid-styret, får gentaget sin glæde ved, at Danmark bakkede op om kampen mod Apartheid-styret. Og glider med diplomatisk snilde uden om en direkte kritik af Irak-krigen og Danmarks deltagelse. »Ingen har jo lyst til at høre på, hvis man siger 'I told you so'. Det, der bør gøres nu, er at spørge irakerne selv, hvad de virkelig føler de har brug for«. »Det er netop, når dialogen er sværest, at den er mest nødvendig«, siger Tutu og tager sin læderkasket af for at demonstrere sin pointe. Rige og fattige Ærkebiskoppen understreger, at den eneste måde, verden kan sikre sig mod flere terrorangreb og religiøse konflikter, er ved at kombinere dialog med en øget indsats for at udligne forskellene mellem rige og fattige. Krig er ikke vejen frem. »Så længe der er armod og desperation i verden, kan vi glemme alt om at vinde kampen mod terror«. Trods sin fremskredne alder og flere års kamp mod prostatakræft, deltager Desmond Tutu stadig lige energisk i sin livslange kamp for demokrati og verdensfred. I hele Sydafrikas overgang til demokrati har han hele vejen spillet en central rolle som formand for Sandheds- og Forsoningskommissionen. Kedeligt hvis vi alle var ens Han har kritiseret krigen i Irak og har tidligere udtalt sig negativt om Danmarks beslutning om at skære i udviklingsbistanden. Men i dag er det en festdag på 'Vædderen', så formuleringerne er diplomatiske og som altid leveret med smil. »Gud valgte, at verden skulle være forskelligartet. Hvor ville en have dog være kedelig, hvis den kun var fyldt med roser. På samme måde ville verden jo være et forfærdeligt kedeligt sted at leve, hvis den kun var fyldt med hvide eller sorte mennesker. Gud ville have, at vi mennesker skulle lære at leve med hinandens forskelligheder«, sagde nobelpristageren og gik fra borde med vink og håndtryk.