»Prøv lige at se den hæmningszone! Er den ikke stor?«. Ellen Kirstine Lyhne, DTU, smiler som en sol og foretager en lille rituel dans på Vædderens soldæk, mens hun holder en petriskål ud i strakt arm. »Prøv nu at se her!«, siger hun formanende, da journalisten ser forvirret ud. Hun holder glasset op mod lyset og peger på en uskyldigt udseende plet på petriskålens inderside. Skålen er mat, dækket af bakterier, men lige rundt om pletten er der glasklart. Mod infektioner Pletten er en koloni af havbakterier, der har fjernet - eller hæmmet - alle de andre bakterier rundt om sig. Det er det samme, som penicillin gør, så hvem ved, måske indeholder petriskålen den næste kur mod infektionssygdomme. Det er langt fra første gang, hun har fundet bakterier med hæmmende egenskaber. Men ikke nogen, der har »så stor en hæmningszone«, siger hun og danser videre for at finde en anden at vise petriskålen til. Et nyt dyr Bag hende, i container 5, har folkene såmænd fundet en ny dyreart, hvis man kan kalde en parasit for et dyr, når den også laver fotosyntese som en plante. Det kan man nok ikke, men det lægger ikke nogen dæmper på glæden hos biolog Alf Skovgaard og biologstuderende Xenia Salomonsen. De studerer parasitter i bittesmå vandlopper, verdens mest almindelige dyr. Og nede i den størrelsesorden er tingene mærkelige, og alger kan godt være kødædere, snylter og parasitter, og presse sig ud af maven på en uskyldig vandloppe som en Alien i rummet. Skal den hedde Knud? Det nye væsen lever inde i bugen på sin vandloppe, hvor der både er beskyttelse og næringsstoffer og lys, fordi denne loppe tilfældigvis også er gennemsigtig. Den kommer muligvis til at hedde Blastodinium Galatheum, det første efter typen, det andet efter ekspeditionen, den er fundet på. Men hvorfor ikke opkalde den efter Alf eller Xenia og blive udødeliggjort? »Det kunne man godt, men det ville være utrolig dårlig skik, lidt som at bøvse i officersmessen«, siger Skovgaard. Mere liv end man havde troet Folkene i store kulstofprojekt er også på dupperne, selv om projektet først skal hele verden rundt, før dataindsamlingen er færdig. Projektet får nemlig masser af dyr op fra dybderne, selv om Vædderen befinder sig i et område, hvor der kun er ordentlige mængder ilt i overfladevandets første 30-40 meter. Alligevel henter prøvetagningsapparaterne gang på gang vand op helt nede fra 500 meter, der er fyldt med vandlopper, salper og andre helt små dyr. »Det er meget interessant og overraskende. Det skal vi til at analysere på«, siger biolog Jens Tang, før han skynder sig videre ned til sin forskningscontainer på agterdækket.