Havet er stille, månen er stor og spejler sig i vandet, og en kæmpe flok måger kredser om skibet og lyser op som ufoer på himlen, når de kommer ind i lyset fra skibet. Alt i alt kunne man næsten ikke ønske sig en bedre ramme for den første prøve, der bliver taget om bord på 'Vædderen', Galathea 3-ekspeditionens flydende hjemmebase. Hvis det da ikke lige var fordi klokken er tre lørdag morgen, og alle de tilstedeværende har haft en endog meget lang dag fredag. Efter de hektiske timer med afsked på kajen og med at finde sig til rette om bord fulgte de sikkerhedsinstrukser, som ikke blev nået før afgang på grund af problemer med 'Vædderens' skrue. Så det blev godt midnat, før folk kunne gå til køjs. Og nu efter mindre end tre timers søvn skal arbejdet starte. »Det er meget fint, det der Martin«, siger Aage Boesen Pedersen, mens han overvåger dæksmand Martin Schous arbejde. Aage Pedersen er normalt fiskemester på havundersøgelsesskibet Dana og er med på 'Vædderen' for at lære besætningen om bord at bruge det vigtigste stykke forskningsudstyr på ekspeditionen, CTD'en. En CTD er i bund og grund et stykke udstyr, der henter vandprøver op fra forskellige dybder. Det smarte er, at rosetten med 12 eller 20 flasker til vand, samtidig bærer måleudstyr, der løbende kan fortælle om, hvor dybt rosetten er, hvor varmt vandet er omkring den, og hvor meget salt, der er i vandet. På den måde kan man fra skibet bestemme præcis ved hvilke dybder, det er mest interessant at tage prøver. Skal den der med? »Container sidedæk. Vi stopper ved 30 meter«, melder næstkommanderende Martin Mikkelsen i sin walkie-talkie. Det er ham, der styrer nattens arbejde på 'Vædderens' helikopterdæk, hvor den kran, der sætter CTD'en i vandet, er placeret. I 'container sidedæk' - en af de seks forskningscontainere, der er placeret lige agter for CTD'en på helikopterdækket, følger Stig Markager, Katherine Richardsson og flere af deres kolleger koncentreret med i rosettens vej ned gennem vandet. På en bærbar computers skærm kan de følge de tre kurver for dybde, temperatur og saltindhold, og de diskuterer rutineret, hvor de skal tage prøver. »Vil du have den der med, Stig?«, spørger Katherine Richardsson og peger på et særligt interessant udsving på en af kurverne, Hun er forskningsleder på det største projekt på Galathea 3. De skal undersøge kulstofkredsløbet i havene, og skal gøre brug af CTD'en flere gange om dagen under hele ekspeditionen. Men i nat tager de ikke de store ting op. Dette første 'træk' med CTD'en er mest til ære for Stig Markagers projekt, der også er blandt de store, der er med hele vejen. De vil lede efter uopløst organisk materiale i vandet. Det er det, der gør vandet i en skovsø brunt, og det findes også i havene. Men hvor meget der er og hvilken slags, ved man ikke nok om. Hvis man kan skaffe mere viden, kan man måske finde ud af, hvad der er sket med det organiske materiale i havet. Derfor vil de som i nat tage prøver og prøve at finde de bittesmå rester af organisk materiale, der er i vandet. Lidt historisk Der er også en lille smule spil for galleriet i nattens arbejde. I hvert fald er der trods tidspunktet dukket flere folk op, der bare vil være til stede ved 'det første træk'. »Jeg skal ikke noget, men det er jo lidt historisk«, siger Morten Meldgaard, direktør i Dansk Ekspeditionsfond. Han har det store smil på, selv om han netop er stået ud af sin køje. Efter en lille times arbejde er CTD'en oppe igen med vand, Stig Markager og hans folk får travlt med at mærke vand-tankene og tappe prøver fra dem. Der er taget prøver fra fire forskellige dybder. 30 meter er det dybeste. Ikke meget i forhold til de flere tusind meter CTD'en kan arbejde på, men alligevel nok til, at der er mærkbar forskel på prøverne. Overfladevandet nærmer sig 20 grader i temperatur, men flaskerne med vandet fra 30 meter bliver hurtigt fyldt med dug på ydersiden. Dernede er vandet altid koldt. Mandskabet sætter kranen tilbage i udgangsposition og gør klar til at rense CTD'en med ferskvand. »Så. Godt arbejde. Så er der seks timer til den næste gang«, siger Aage Boesen Pedersen. »Godt«, svarer Martin Schou. »Så kan vi lige nå en lille skraber«.