På kajen spiller tamburkorpset det bedste, de har lært, for de flere tusinde pårørende og almindeligt nysgerrige, der er mødt op for at sige farvel til 'Vædderen'. I helikopterhangaren lige oppe ad trappen varmer Københavns Drengekor op med en sommerklar udgave af 'Danmark nu blunder den lyse nat'. Om lidt skal jeg piske op ad trappen, ud på dækket og ned på kajen for at høre, hvad kronprinsen, ministeren, admiralen og alle de andre pinger har at sige. For klokken er halv seks fredag, og på kajen er de i færd med at sige farvel til os her på inspektionsskibet 'Vædderen', der skal sendes fra København og Jorden rundt på Galathea 3-ekspeditionen. De har startet maskinen Men lige nu - i det indelukkede lille rum, journalister skal arbejde i - tillader jeg mig fem minutters pause og læner mig tilbage i stolen. For de har lige startet hovedmotoren. De første ti sekunder mærkede jeg det nok, men tænkte ikke over, hvad det var for stille rystelser, der gik gennem skibet. Men så slog det mig: De har startet maskinen. En eller flere af de motorer, der skal bringe skibet Jorden rundt. Så er tamburkorps, kronprinser, admiraler, drengekor og ministre bare ikke særligt spændende. Om de så synger nok så kønt. For nu brummer motoren bare saliggørende, og små vibrationer får min skærm til ryste let, og en fornemmelse af langfart begynder at indfinde sig. Og så er øjeblikket forbi. Arbejdet skal passes. Løber op ad den stejle trappe - lejder hedder det her om bord - gennem den tomme helikopterhangar og ned ad landgangen lige i tide til at støde på kronprinsen. Han skal skridte besætningen af nu. Den har stået linet op på kajen et godt stykke tid. I snorlige rækker og hvide paradeuniformer. Men kronprinsen er ikke helt så skarp i det. Han kan ikke rigtigt få skridtene til at passe. Han kommer til at gå som en svajende rocker på for mange steroider. Eller også prøver han bare at gå som en rigtig søulk. Prinsen taler Men de går slet ikke sådan. I hvert fald ikke kaptajnen, og han er virkelig søulkagtig, hvis nogen er. »Farvel unger«, råber han og tager landgangen tre skridt ad gangen, da drengekoret begynder deres optræden. Smart. Og så skal prinsen tale. Han siger noget om flåden, om viden, der som alt andet af værdi skal søges, før man finder den, også selv om verden er blevet mindre. Og så noget om Kim Larsen, der får folk på kajen til at grine høfligt. Men jeg må indrømme, at jeg ikke helt hører efter. For jeg er gået om bord igen og har stillet mig lige ved siden af indgangen til broen. Lige ved siden af salutkanonen. For når vi sejler, vil de skyde salut fra Batteri Sixtus, og vi på skibet skal svare med tre skud. Og jeg vil simpelthen have et billede af en kanon, der skyder. Det viser sig at være en skidt idé. Sådan en salutkanon er altså ikke for sjov, selv om det ligner et stykke legetøj. Havde en hånd på kameraet og en i venstre øre. Så nu piver det højre slemt. Men det gør ikke så meget, for nu er vi på vej. Og jeg glæder mig, til de virkelig sætter damp på de maskiner. Også selv om første stop er en dok i Stavanger.