Nede i det frysende kolde vand under isen, der lægger et flere meter tykt låg på havet omkring Antarktis, lever de antarktiske sølvfisk. De burde være frosne som ispinde. Vandet omkring dem er så koldt, at fiskenes blod for længst burde være stift som en champagnebrus. Men de små fisk på størrelse med sild svømmer alligevel rundt og passer deres. Hvordan kan det ske? Svaret er, at de antarktiske sølvfisk, som andre fisk i polaregnene har deres egen frostvæske i kroppen. Den er fyldt med såkaldte antifryseproteiner, komplicerede molekyler, der på en eller anden måde forhindrer de bittesmå iskrystaller, som fisken sluger fra vandet i at udvikle sig og gøre de antarktiske sølvfisk til sydpolarhavets udgave af frosne fiskepinde. Ukendt mekanisme »Vi kender antifryseproteiner fra mange forskellige dyr. Herhjemme findes de for eksempel i insekter, der overvintrer. Men vi ved ikke meget om, hvordan de virker«, forklarer lektor Hans Ramløv fra Institut for Biologi og Kemi på Roskilde Universitets Center (RUC). Han står i spidsen for et projekt på Galathea 3 ekspeditionen, der skal fange og studere antarktiske sølvfisk og deres indbyggede frostsikring nærmere. Med sig har han et hold af internationale eksperter som professor Arthur L. DeVries fra University of Illinois, der var den første der opdagede antifryseproteiner og Peter Wilson, honorable fellow ved fysikinstituttet på University of Otago i New Zealand. Endelig skal ph.d.studerende Thomas Flarup Sørensen fra RUC med, når holdet står på i Christchurch, New Zealand og tager den godt 4 uger lange tur til havet omkring Antarktis og op til Sydamerika. Frosne fisk i overfladen Det særlige ved den antarktiske sølvfisk er, at den faktisk ikke er særligt god til at beskytte sig mod kulde. I hvert fald ikke så god som andre af de antarktiske fisk. Den bevæger sig hele tiden på kanten af at fryse til is, og der kommer jævnligt beretninger om, at vandet er blevet lige en tand for koldt til sølvfiskene, så de ligger som dybfrosne snacks i overfladen. »Der findes langt kraftigere systemer af antifryseproteiner i for eksempel insekter. Det spændende er denne gang netop at studere, hvorfor den antarktiske sølvfisks antifrysesystem ikke er stærkere. Måske er det evolutionær afvejning mellem, hvad det koster af energi at have en meget effektivt antifrysesystem, og hvad det giver en lille fisk som den. Desuden ved vi, at antarktiske sølvfisk har samme type antifryseproteiner som den arktiske torsk. Vi håber på at kunne finde ud, hvordan to fisk, der lever ved hver deres pol kan udvikle det samme system til at beskytte sig mod kulde«, forklarer Hans Ramløv. Skiller sig af med isen Holdet vil fange fisk fra Vædderen, hvor deres væv og vævsvæsker straks kan komme i frysere med temperaturer ned til minus 80 grader celsius. Der fryser alle dyr, og prøverne kan tages med hjem i særlige containere, der ikke er større end, at de kan gå som håndbagage i flyverne. Andre fisk skal undersøgelse om bord på Vædderen, så snart de kommer op. Holdet er specielt interesseret i milten hos de antarktiske fisk. For når de svømmer gennem de kolde have sluger de hele tiden vand, med bittesmå iskrystaller i. Krystallerne er bittesmå dråber frosset ferskvand, der trænger ud i havet fra undersiden af den enorme iskappe, Ross Shelf, der dækker Antarktis på det stykke, der vender ud mod Rosshavet, hvor Vædderen skal sejle. Når fiskene drikker vandet, trænger de små iskrystaller over i deres blod og samles i milten. Fiskene kan nemlig ikke udskille krystallerne igen. »Men hvorfor bliver de så ikke fyldt op med disse små iskrystaller? Vi ved det faktisk ikke. Temperaturen stiger aldrig i dem, så de kan ikke smelte dem med varme. Men de må have en eller anden måde at ødelægge krystallerne på. Det håber vi at lære meget mere om«, forklarer Hans Ramløv.