Hvor meget bilos, flytrafik og freon fra ozon-uvenlige, gamle køleskabe kan Jorden egentlig tåle? Det ved ingen med sikkerhed endnu. Men en del af svaret ligger formentlig på bunden af de dybeste verdenshave. Det mener i hvert fald et dansk forskerhold, der som led i Galathea-ekspeditionen i foråret næste år vil samle prøver af havbunden i farvandene ud for de Caribiske øer, mens de er ombord på inspektionsskibet Vædderen. De fleste forskere er i dag enige om, at den globale opvarmning i de seneste 100 år især skyldes den menneskeskabte - og dermed ganske unaturlige - udledning af drivhusgasser, blandt andet CO2. »Men for at finde ud af, i hvor stort omfang CO2-udledningen får konsekvenser for klimaet om 100 eller 1.000 år, er vi nødt til at vide mere om hvordan Jordens klimasystem har fungeret over længere tidsrum end blot de sidste 100 år. Vi vil altså undersøge, i hvor stort omfang Jorden selv skaber klimaændringer, og her spiller oceanerne en vigtig rolle«, siger adjunkt Paul Knutz, der netop er blevet ansat på GEUS og bliver en af forskerne om bord i teamet, der bliver ledet af seniorforsker Antoon Kuijpers fra GEUS. Ser 130.000 år tilbage Ved at undersøge havbundsprøverne nøje - lag for lag - vil det være muligt at finde frem til Jordens naturlige klimamæssige ændringer gennem den sidste istid og mellemistid - svarende til en periode på 130.000 år. Resultaterne fra Caribien vil forskerne så sammenligne med tilsvarende undersøgelser, som Paul Knutz og hans kolleger tidligere har foretaget i Nordatlanten. »Vi ved allerede, at hurtige klimaforandringer, som især prægede den sidste istid, var forbundet med den omfordeling af Jordens varme, som foregår via et globalt netværk af havstrømme. Men hvad vi endnu ikke ved er, om klimaforandringerne skyldes en indre dynamik inden for klimasystemet eller om de skyldes eksterne påvirkninger, for eksempel solens indstråling på grund af huller i ozonlaget«. Menneskets rolle afsløres ikke Paul Knutz understreger, at forskningen ikke vil kunne vise, i hvor høj grad de seneste generationers temperaturstigninger er menneskeskabte. »Det vi ønsker er at øge forståelsen af de styrende mekanismer bag fortidens klimaskift og især oceanernes betydning. På den baggrund vil vi naturligvis også gerne kunne sige noget om følsomheden af vores nuværende klima - altså, hvor meget kan vi tillade os at påvirke Jorden med udledning af drivhusgasser, før det skaber drastiske ændringer i oceanernes cirkulationsmønstre«, siger Paul Knutz, der med Antoon Kuijpers som den ansvarlige leder skal være med til at gennemføre undersøgelserne sammen med en række andre forskere fra blandt andet Grønlands Geologiske Undersøgelser og Geologisk Institut, Aarhus Universitet. Sammen går de om bord på Vædderen fra St. Thomas, Virgin Islands, i marts 2007, hvor de i løbet af otte dage undersøger havbunden i det Caribiske Hav, inden Vædderen igen sætter dem i land på St. Thomas. Lyd finder de bedste steder På ruten vil de blandt andet tage prøver af havbunden - det, der i fagsprog kaldes pistonkerner. »Vi sænker et 12 meter langt metalrør ned i havbunden med et kabel, der kan strækkes op til tre kilometer, og som sænkes ned med en kran. Herved håber vi at få en række prøver bestående af ler, sand og ganske små fossiler, der fortæller os en geologisk historie om havmiljøet gennem de sidste 100.000 år«, forklarer Paul Knutz. Når røret åbnes, indeholder den en lang cylinderformet prøve af havbundens aflejringer. Jo længere prøven er, jo dybere er forskerne kommet ned i aflejringerne og dermed i Jordens undersøiske historie. For at identificere helt præcist, hvor det er værd at tage havbundsprøver, vil forskerne bruge seismisk udstyr. Fra Vædderen sendes lydbølger ned i havet, og disse lydbølger er kraftige nok til at trænge gennem de øverste lag af havbunden og flere hundrede meter videre ned. En del af signalet bliver reflekteret, når det rammer de forskellige geologiske lag og bliver sendt retur til havoverfladen, hvor det opfanges af lytteudstyr. Teknikken fungerer nærmest som et ekkolod eller en delfin, der navigerer i havet ved at udsende lyde. »Udstyret gør det muligt for os at identificere områder med ler og mudder, hvor vi kan hente prøverne op. Dermed undgår vi steder, hvor havbunden er så hård, at den kan ødelægge vores pistonkerneudstyr«, forklarer Knutz. Muhammed ændrede ruten Galathea-bestyrelsens beslutning om at ændre sejlruten efter Muhammedkrisen har store konsekvenser for Knutz og kollegerne. Oprindeligt var det meningen, at havbundsprøverne skulle tages op i kystnære områder tæt på de isolerede småøer Andamanerne i det Indiske Ocean. Men nu hvor Vædderen har fjernet Indien, Thailand og Indonesien fra sin rute og i stedet sejler vest om Afrika, må Paul Knutz opgive planerne. Det betyder samtidig, at han helt må droppe den anden halvdel af sit projekt, der skulle undersøge Tsunamien, der hærgede Asien 2. juledag 2004. Havbundsprøverne skulle nemlig også have været brugt til at undersøge, om en lignende naturkatastrofe har fundet sted i forhistorisk tid. »Det er virkelig ærgerligt, at det nu ikke bliver til noget. Personligt forstår jeg ikke, at det ligefrem var nødvendigt at ændre sejlruten så dramatisk. Det virker mere som en kærkommen lejlighed til at få skåret nogle projekter bort, som under alle omstændigheder ville være stødt ind i problemer omkring nationale forskningstilladelser. Vædderen er jo trods alt et fuldt rustet krigsskrib, som mange lande helst så uden for deres territoriale farvand«, siger Paul Knutz, der dog stadig er glad for at være med i Galathea-projektet. At blive udvalgt som deltager på netop denne ekspedition var nemlig noget, der kunne have fået Paul til at juble, da han var dreng i midten af 1970'erne. »Den gang havde jeg mit eget kemiske laboratorium og holdt krybdyr i flere terrarier. Jeg var optaget af alt naturvidenskabeligt mellem himmel og jord«, griner Knutz, der dog mistede interessen i gymnasieårene, hvor han pludselig ville være kunsthåndværker. »Men så tog jeg otte måneder gennem Afrika i en landrover sammen med et par venner, og det ændrede alt igen. Bare det at opleve så mange fantastiske naturfænomener gjorde, at jeg var sikker på, at jeg ville læse naturvidenskab på universitetet, når jeg kom hjem«. Senere specialiserede Paul Knutz sig yderligere på Cardiff University i Storbritannien med en Ph.d. i maringeologi. I den forbindelse blev han særligt interesseret i at undersøge de naturlige klimaændringer, der er foregået på Jorden, før vi mennesker kom til. »Derfor bliver det spændende for mig at være med på Vædderen. Galathea-ekspeditionen er også virkelig tiltrængt, for Danmark mangler i den grad en platform for maritim forskning«, siger Knutz, der forudser, at de mange ambitioner om bord bliver en udfordring at indfri på de cirka ti dage, holdet sejler med ekspeditionen. Når de det ikke denne omgang, vil det dog ikke afholde ham fra at lede videre i verdenshavene på et senere tidspunkt. For der er nok at tage fat på: »Oceanerne dækker hele 71 procent af Jordens overflade, men mindre end fem procent er undersøgt grundigt af forskere. Faktisk ved vi mere om overfladen på Mars end om de dybe verdenshave«.