0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Slaverne skal have stemmer

Den danske antropolog Bernhard Bierlich vil bruge den videnskabelige Galathea-ekspedition til en ny og anderledes historieskrivning om de mange tusinde slaver, som danske købmænd og kaptajner købte i Ghana og solgte i Dansk Vestindien.

Viden og tech
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Da fregatten Laarburg Galley i marts 1733 forlod Guldkysten på den afrikanske vestkyst - det nuværende Ghana - var skibet lastet med 443 indkøbte slaver. De var stuvet sammen i de lastrum, der måske havde været fyldt op med våben, tekstiler, tinkander, fade og messingtrompeter, da skibet nogle måneder forinden var stævnet ud fra Københavns havn.
Dengang havde det set helt uskyldigt ud; et købmandsskib, der skulle på farten med varer, og som et år senere - sejlskibsrejser tog jo tid - ville vende tilbage med andre varer, der kunne sikre skibets ejer en god forretning. Det var handel i klassisk forstand, og ingen kunne se på skibene, at en del af godset på ruten skulle være mennesker - Negre fra det mørke, ukendte Afrika.

For ikke før skibene forlod De canariske Øer begyndte skibstømrerne at bygge lastrummene om. Der blev flikket køjer sammen i flere etager - og hver soveplads havde standardmål: Halvanden meter i længden og 40 cm i bredden. Det var kvantitet, jo flere slavepladser jo bedre, før noget som helst andet på Laarburg Galley og de øvrige ombyggede skibe, der gjorde sig i slavebranchen.

Solgte sig selv til slaveri

Hovedparten af de slaver, der skulle udskibes fra de danske forter på Guldkysten, blev købt hos lokale slavehandlere og krigsherrer, der havde indfanget dem i baglandet. Andre solgte ganske enkelt sig selv og sine børn til slavehandlerne bare for at få noget at spise - det skete i de hungerperioder, der ofte fulgte i kølvandet på tørke og ødelæggende lokale stammekrige. Udbuddet var stort, og slaverne blev handlet for de varer, de store sejlskibe bragte med sig fra den moderne verden.

Dødeligheden blandt de købte slaver kunne være på 40-50 procent, og i den danske periode med slavetrafik - i årene med den såkaldte trekantshandel København-Guldkysten-Vestindien-København - blev der udskibet omkring 200.000 slaver, hvoraf de omkring 100.000 overlevede rejsen over Atlanten. Der er ingen tal på, hvor mange slaver, der gik tabt inden udskibningen fandt sted, men det var mange.

Da Laarburg Galley nåede frem til Charlotte Amalie på St. Thomas i Dansk Vestindien i juni 1733 - rejsen havde varet omkring tre måneder - var der ikke længere 443 slaver ombord. Afkræftelse, dårlig ernæring, elendig hygiejne og dysenteri, en dræbende tarmsygdom, tog livet af mange, og efter at hver enkelt var blevet bogført som bortgået ved døden, blev den mistede investering kastet overbord - tilbage til arbejdet på plantagerne i det caribiske paradis var der fra Laarburgs lastrum 124 mænd, 70 kvinder, 26 drenge og 22 piger. Nu begyndte deres trældom for alvor, og den var først til ende, når døden indtraf.

Når skibet var tømt og slaverne solgt på auktion, blev det bygget om igen. Nu skulle det lastes med sukker, rom og kolonialvarer - og med disse goder sager ombord blev kursen sat mod København, hvor ikke mange vidste, hvad der foregik blandt driftige landsmænd fjernt fra Danmark.

Slavernes egne historier

Hvordan klarede slaverne fra Fregatten Laarburg sig? Hvordan var helbredstilstanden hos de mange, der arbejdede i plantagerne? Hvordan behandlede slaveejerne de gravide kvinder, blev der taget hensyn til dem? Hvad gjorde slaverne, når de blev syge? Og hvordan var de sløje og svage blevet behandlet, da de var på den lange rejse fra Guldkysten til Dansk Vestindien, de nuværende Virgin Islands under USA?

I Rigsarkivet på Slotsholmen i København, ganske tæt på Christiansborg og Folketinget, sidder en mand og læser i gamle optegnelser og skibsprotokoller. Det er den 46-årige Bernhard Bierlich, en medicinsk antropolog og seniorforsker, der med støtte fra bl.a. University of Hull og med det danske videnskabsskib Galathea 3 som platform - skibet skal både besøge Ghana og de tidligere danske slaveøer - har sat sig for at skrive en ny og anderledes version af den danske slavehistorie.

Bernhard Bierlich vil give slaverne stemmer. Han vil - hvilket ikke er gjort tidligere - lade slaverne fortælle deres egen historie. Og han vil bl.a. gøre det gennem slavernes medicin, gennem 'slavelægerne'.

»I historieskrivningen om Dansk Vestindien har vi gennem alle årene fokuseret på bygningsværker og handel, men ikke på slavernes historie, ikke på deres liv og sundhed. Jeg kan - i samarbejde med to amerikanske forskere - koble antropologi og historie sammen, og bl.a. ved hjælp af en viden om plantemedicin i Afrika håber jeg at kunne bidrage til et særligt hjørne af Vestindiens ukendte historie«.

»I dag er vores kolonihistorie præget af de hvide embedsmænd - slaverne er ganske stumme. Og det, jeg vil med mit arbejde, er, at lade slaverne tale ved at finde de kilder, der rummer afrikanske og vestindiske stemmer. Det skal helst ende i en kritisk historiebog, som fortæller noget om de kulturer, vi besejrede og undertrykte«, siger Bernhard Bierlich fra sit studiebord i Rigsarkivet.

»Dette sted er en guldgrube for mig, for herinde findes hele 5.200 bogførte lægekonsultationer, som blev gennemført på slaveskibene fra 1765 til 1775. Man ville jo gerne have sunde og raske slaver på auktionerne i Dansk Vestindien, men lægerne kunne ikke forhindre dysenteri og febersygdomme. Dog begyndte man sidst i 1700-tallet at vaccinere slaverne mod kopper - vi kan se, at de er registrerede som vaccinerede eller uvaccinerede, når de gik i land«.

Traditionel behandling stadig i brug

På øerne var der ikke lægetilsyn - lægehjælp var forbeholdt plantageejerne og den hvide befolkning. Slaverne måtte klare sig selv, og det forsøgte de så, bl.a. med den viden om plantemedicin, de bragte med sig fra Ghana.

»Vi ved - og det synes jeg er meget spændende - at der på slaveøerne den dag i dag findes kvinder, der ikke alene har kendskab til plantemedicin, men som også praktiserer det blandt lokalbefolkningen. Det er en arv fra slavetiden, og det gør det muligt for mig at rejse tilbage i tiden«, fortæller Bernhard Bierlich, mens han noget forgæves forsøger at dæmpe sin begejstring over at skulle møde disse kvinder.

»Det er mit håb, at jeg kan finde ud af, hvilke sygdomme, der er blevet behandlet, og hvad behandlingen er gået ud på. Og hvem der egentlig var 'slavelæger'. Det vil gøre det muligt for mig - jeg vil i hvert fald tillade mig det - at drage sammenligninger med det, der foregik i Ghana før og i dag. Det er en større kulegravning, men i høj grad også en spændende udfordring«.

Politiken.dk i 3 måneder - kun 299 kr.

Læs hele artiklen nu

Køb abonnement

Annonce

Læs mere