Den flyvende familiebil er inden for rækkevidde. Regeringen i Kina har sammen med unavngivne kinesiske investorer forelsket sig i den hidtil amerikanske SkyCar. Og den canadisk/amerikanske opfinder Paul Moller er lykkelig. I 40 år har han arbejdet på og forfinet sin flyvende bil. I årevis har han forgæves søgt amerikanske investorer. Nu flytter forretningen til Østens nye kinesiske teknoturbine. Forhandlinger er langt fremme »Det er ikke urealistisk, at vi ser den flyve ind og lande på et stadion i Beijing under legene i 2008. Vi er med andre ord meget langt i forhandlingerne med kineserne og sidder lige nu og arbejder på en produktionsplan«, siger Paul Moller. Moller er egentlig lidt ked af, at kineserne ser ud til at løbe med det, han seriøst mener bliver afløseren til bilen. Men han er træt af at vente. »Det er faktisk en trist kommentar til innovationsklimaet i USA i dag. Men kineserne er klar til at tage store teknologiske skridt, og så er landet bedre gearet til at producere flyveren, end vi er derhjemme. Kineserne er hurtigere og billigere«, siger han. De første 41 er bestilt Og netop prisen er væsentlig. I dag kan man købe Paul Mollers skinnende røde prototype-SkyCar M400 for 3,5 millioner dollar. Hans firma tager også imod bestillinger på kopier til en pris på en millioner dollar. Foreløbig er der bestilt 41. Men ved at flytte projektet til Kina håber han at få prisen endnu længere ned. Helt ned, så flyveren ikke koster mere end en luksusbil, som i USA koster rundt regnet 50.000 dollar eller 300.000 danske kroner. Batmobil Den nuværende version af SkyCar ligner noget fra en Batman-film med futuristiske finner og fire store turbinemotorer, der flankerer en glaskuppel af en kabine med plads til fire personer. Alt i alt er den nogenlunde på størrelse med en varevogn. Den kan flyve 1.450 kilometer på en tankfuld brændstof med en gennemsnitsfart af 520 kilometer i timen. Trykkabinen gør, at man kan bevæge sig i samme højde over jorden som passagerfly. Og den kan lande og lette lodret fra små platforme, som Moller har døbt 'Vertiports'. Farvel til trafikkøen En Vertiport behøver kun at være 10 meter i diameter, hvilket i Mollers vision betyder, at de kan bygges i hundredvis på ledige pladser i byerne eller i folks baghaver eller på tagene af huse. »Den flyvende bil kommer til at ændre den måde, vi indretter os på. De traditionelle trafikkøer til og fra byerne forsvinder. Folk kan bo længere og længere fra byerne og samtidig komme hurtigt til og fra arbejde«, siger han. Ifølge Moller vil det tage 20 minutter at flyve 100 miles til arbejde på en hverdagsmorgen. »Himlen er så stor, at vi dårligt vil lægge mærke til en flyvende bil, også selv om vi flytter al trafikken fra jorden op i himlen«, siger han. 40 års udvikling Paul Moller har arbejdet på sin folkeflyver i 40 år. Og arbejdet har i alle de år drejet sig om tre store udfordringer: Den skal lande og lette uden brug af pladskrævende landingsbaner, den skal flyve på billigt brændstof som almindelig benzin eller lignende, og endelig skal den være lige så let at håndtere som en bil, så ejeren ikke behøver at være pilotuddannet. Den første udfordring, Moller kastede sig over, var at få maskinen til at lette og lande lodret. En teknologi, der går under begrebet VTOL (Vertical Take Off and Landing). Det er den samme teknologi, som bruges i de britiske Harrier Jump Jets, der blandt andet lander og letter fra hangarskibe. Problemet med VTOL er, at det er meget kompliceret at styre og kræver specialtrænede piloter. Moller behøvede et VTOL-system, der virkede lige så godt som militærets, men som kunne styres af en almindelig bilist. Og for at nå dertil legede han med en stribe modeller forud for den nuværende model M400. Den første ufo Allerede i 1965 fløj Moller rundt i sin første maskine, den ufo-lignende XM-2. Den havde blot to motorer og kunne kun løfte sig en anelse fra jorden. Senere fulgte modellen XM-3, der mest af alt lignede en gigantisk ventilator med et menneske i midten. Den evnede aldrig at lette fra jorden. Næste model, XM-4 fra 1974, viste sig stærkt uberegnelig i luften. Endelig kom modellen M200X, der til forskel fra de foregående modeller virker. Seks propeller er fordelt rundt om piloten, der sidder i midten. Men da alle propellerne peger nedad, kan den kun flyve fremad langsomt, afhængigt af at piloten forsigtigt skifter sit balancepunkt. Men Moller havde med den lavet sit VTOL-system. Styres med joysticks Med det problem ude af verden kastede Moller sig over opgaven at gøre sin opfindelse let af flyve. Alle funktioner er i dag reduceret til at kunne styres med to joysticks: Den venstre styrer flyvehøjden, mens den højre tager sig af retning og hastighed. Skycars virkelige pilot er dens computersystem gemt i 24 mikroprocessorer og 25.000 linjers softwarekode. Et indbygget GPS-system tager sig af beregninger inden og under flyvningen. Fortæl den, hvor du vil hen, og computeren foretager de rutinemæssige beregninger, enhver helikopterpilot skal foretage sig før en flyvning. På sigt er det hensigten, at flyveren bliver i stand til at styre sig selv fuldstændigt ved hjælp af et samspil mellem flyverens computersystemer og ditto kontrol- og kommunikationsnetværk på jorden. Endelig var der problemet med motorkraften. Den skulle være kraftig, men samtidig drives af brændstof, der ikke var dyrere end konventionel brændstof til biler. Valget faldt på ethanol eller alkohol, hvis forbrænding er renere end benzins. Comeback til Wankel Mollers store problem var, at de fleste motorer, der var kraftige nok, desværre var for tunge. Løsningen fandt Moller hos den tyske opfinder Felix Wankel, der allerede i 1924 fik ideen til sin meget enkle trekantede motor, der dog aldrig fik det helt store gennembrud. Den var for svær gøre tilstrækkelig slidstærk, og den havde en forholdsvis dårlig benzinøkonomi. Wankelmotoren benytter ikke stempler som almindelige motorer. I stedet skal man forestille sig en trekant skudt ind i en cirkelformet cylinder. Dermed dannes tre kamre, hvori det hele tiden foregår en forbrænding i det ene, i takt med at trekanten drejer rundt. Motoren giver en meget høj ydelse og er forholdsvis lille og let. Med Wankelmotoren kunne Moller nøjes med en motor, der kun var en fjerdedel så stor som en stempelmotor, men med den dobbelte ydelse. I dagens udgave af Skycar sidder der otte små Wankelmotorer, to i hvert motorhus. Militæret leger med I øvrigt har kinesiske bil- og flyproducenter i årevis været meget begejstrede for Wankelmotoren og formodes dermed at have langt større erfaring med den end amerikanske bilproducenter, noget Moller håber kan være med til at få prisen på en SkyCar ned. De første udgaver bliver nok købt af taxa-selskaber og af militæret. »For man skal ikke være naiv og tro, at militæret ikke er indblandet, når kineserne interesserer sig så meget for miniflyveren«, siger Moller.