'Viden er magt'. Ordsproget tilskrives typisk den engelske filosof Francis Bacon. Men selv om det er godt 500 år siden, Bacon mere præcist sagde: »For også viden i sig selv er magt«, er ordene mere gyldige end nogen sinde. I det 21. århundrede pakker vi det ind i andre ord. Vi taler om videnssamfundet. Om livslang læring, lærende organisationer og læreplaner for børn. Men meningen er den samme. Viden er magt, så vi skal lære noget, hvis vi vil bevare vores position i verden. Desværre er det sådan - set fra den 'gamle verden', som Bacon tilhørte - at 'den ny verden', Amerika, sidder tungt på verdens vidensproduktion. Der udføres blændende forskning i Europa, men gennem de sidste 25 år er det blevet mere og mere tydeligt, at USA trækker fra konkurrenterne. Sidste uges uddeling af nobelpriser understregede den for europæerne ubehagelige tendens. Tre af de fire videnskabelige priser gik til amerikanere. Den sidste - kemiprisen - blev delt af to israelere og en amerikaner. Sådan har det i stigende grad været siden starten af 1980'erne. Og USA's dominans bliver tydeligere for hvert tiår, vi går ind i. En anden måde at beskrive amerikanernes forspring på er at undersøge, hvor de bedste videnskabelige artikler skrives - de artikler, der kommer til at sætte dagsordenen for fremtidens forskning. De produceres også overvejende i USA, om end der kan spores tendenser til, at Asien med Kina i spidsen trænger ind på det felt. Forklaringerne er ikke så indviklede. Det handler i høj grad om penge. USA har i årtier investeret flere penge i forskning end europæerne. Både private og offentlige kasser har været åbne i en grad, som europæiske forskere kun har kunnet drømme om. Eller de kan flytte til USA, hvad mange af dem gør. Omkring hver anden amerikanske nobelpristager er født uden for USA. Viden er erfaring Men hvad betyder det egentlig, hvis amerikanerne - eller kineserne - producerer det meste og den bedste forskning? Et slagord på internettet for nogle år siden var, at 'Information vil være fri'. Man kan ikke fængsle informationer, så kan vi ikke bare læse op på de andres viden og bringe os ajour? Der er to ting at sige til dette. For det første: Det er måske svært at sætte information bag tremmer, men retten til at bruge den og tjene penge på den er reguleret stramt gennem patentsystemet. Evnen til at udvikle ny viden giver også retten til patenterne og dermed eneretten til at udnytte sin viden kommercielt i typisk 20 år. USA's dominans inden for videnskaberne slår ikke igennem i samme grad på patenter - heldigvis - men også på dette område har amerikanerne en tydelig fordel frem for europæerne. For det andet: Den viden, der tales om, når 'videnssamfundet' nævnes, skulle måske snarere kaldes erfaring. Viden kan samles i bøger, men 20 hyldemeter faglitteratur skaber ikke en forsker. Der kræves erfaring i forskning, netværk blandt andre forskere, internationalt udsyn på ens felt osv. Med andre ord: Det kræver forskere at forstå andres forskning. Forskere i Danmark producerer rundt regnet 1,5 procent af verdens forskning. Hvis de resterende 98,5 procent også skal komme os til gode, kræver det rigtig mange gode forskere. Og det koster at uddanne dem. Vi skal investere mere Dette er der sådan set ikke noget nyt i. EU's regeringschefer har i årevis sagt alt det ovenstående. Og de har sagt, at de vil gøre noget ved det. Europa skal investere mere i forskning. Men det bliver ikke rigtig til noget. Skandinavien er sådan set meget godt med, men det rykker ikke rigtig, når man kommer syd for Köln. Og herhjemme er vi heller ikke for gode til at bygge videre på fordums styrke. De offentlige danske forskningsbudgetter er stagneret eller mindsket siden 1997. Og imens Europa falder tilbage i kapløbet, kigger flere og flere - også amerikanerne - bekymret mod øst. Forskningen i Kina, Indien og Korea ventes at buldre frem i de kommende årtier. Men europæerne er de ikke bange for.