Se godt på billedet øverst til højre. De fleste vil opfatte det som smukt. Farverne står godt til hinanden. Man kan have det hængende som plakat på sin væg derhjemme, hvis man er til den slags. Billedet viser en kræftcelle, en såkaldt immortaliseret HeLa-celle. Det trænede øje kan næsten se det uden forklaring. De grønne cellekerner - farverne er kunstige - fortæller, at der er noget galt. Deler sig i det uendelige Sunde celler har kun en kerne. Denne celle har fire. At cellen er immortaliseret betyder, at den ikke som de fleste andre celler dør, når den har delt sig et vist antal gange. Den kan fortsætte med at dele sig næsten i det uendelige. Det er det ubehagelige ved kræftceller. De kan dele sig og vokse uhæmmet i vores krop. Men det gør dem også til formidable arbejdsheste i alverdens laboratorier. En lille celleprøve kan vokse og dele sig og blive til millioner af celler, der kan bruges i en lang række undersøgelser af, hvordan celler reagerer på alt fra stress-påvirkninger til gensplejsning. Fra kræftramt kvinde Denne type celle, HeLa-cellen er udbredt til laboratorier verden over. Den har været på arbejde for videnskaben siden 9. februar 1951, hvor cellelinjen opstod fra en vævsprøve taget fra en sort kræftramt kvinde på Johns Hopkins hospitalet i Baltimore. Henrietta Lacks - heraf navnet HeLa - var født og opvokset blandt bomuldsarbejdere i det racedelte Virginia. Hun flyttede til Baltimore i 1943, 23 år gammel, til sin mand David Lacks. Da hun knap ti år senere blev indlagt med livmoderhals-kræft havde hun fem børn. Henrietta blev behandlet med det radioaktive stof radium, men før behandlingen, tog en læge en prøve af kræftsvulsten og sendte den til Dr. George Gey. Døde under svære smerter Gey havde i årevis forsøgt at skabe en cellelinje af immortaliserede kræftceller, så læger verden over havde et grundmateriale at arbejde med i deres søgen efter en kur mod kræft. Indtil da uden held. Men cellerne fra Henriettas livmoderhals ændrede det. De delte sig med hidtil uset hastighed og overtog komplet de vækstmedier, de blev placeret i. Gey havde omsider fået sin cellelinje, og Henriettas kræftceller viste hurtigt deres værdi. De blev blandt andet afgørende i arbejdet med udvikle en vaccine mod sygdommen Polio, der gjorde mange børn til krøblinge. Desværre var kræftcellerne også for hårdføre for radiumbehandlingerne. I løbet af få måneder spredte kræften sig til en række af Henrietta Lacks organer og hun døde under svære smerter 4. oktober 1951. Vindue til videnskaben Billedet af HeLa-cellen er et af de tre vinderbilleder i en konkurrence om de bedste videnskabelige billeder, Politiken har arrangeret i samarbejde med Dansk Naturvidenskabsformidling. Selv om billedet er vinder i kategorien 'Videnskab som kunst', der alene vægter et billedes æstetiske værdi, er det eksponent for videnskabsbilledet, når det er bedst. Det fanger øjet. Med få forklaringer kan selv uvidende beskuere se, at de fire cellekerner fortæller, at der er noget galt med denne celle. Og så er det en indgang til en længere og interessant fortælling fra videnskabens verden. Det er videnskabsbilledet i en nøddeskal. De to andre vinderbilleder i konkurrencen fortæller også hver deres historie. En om nanoteknologien, der ventes at revolutionere vores verden. Og en historie om dyreforsøg, der minder os om, at videnskabens fremskridt også har omkostninger. At de skal diskuteres på samme måde som alle de andre ting, der ændrer vores liv og verden. Videnskabens billeder er øjenåbnere. I laboratorier, hvor nye teknologier har givet forskere mulighed for at se objekter og strukturer, som de før kun kunne gisne om. Og for os andre, der med disse billeder får en mulighed for at forstå en smule af videnskaben. Billeder fortæller historier. En stump film på Johns Hopkins Hospitalet viser, at Henrietta Lacks dansede få dage før sin død.