Den 49-årige australier Alan Warild er for alvor gået 'down under'. 1.823 meter nede i Voronjagrotten i staten Abkhasien i Georgien, trykkede han som ekspeditionsleder næver med syv af sine ukrainske og russiske holdkammerater, i begejstring over at de havde slået den tidligere rekord på 1.710 meter sat i samme grotte i 2001. Voronja-grotten er den dybeste naturskabte grotte, man kender på Jorden. En iskold sø mødte dem på bunden efter seks dages nedstigning, beretter australieren til Sunday Times. »Det var som at bo i en fryser uden lys«, siger Alan Warild, der kun blev på bunden længe nok til at navngive det sidste stykke Viva Australia, inden holdet vendte næsen opad. Tre dage tog det at komme ud af grotten igen. En enkelt gang klatrede de opad i 14 timer i træk. Grotten begynder som en tre meter bred revne i en græsslette og fortsætter ned i dybet som en proptrækker. »De første 70 meter går dog lige ned og er intet problem«, siger Warild. Holdet kravlede gennem mørke ind i Jorden bundet til reb, der undervejs blev fæstnet på afsatser. Mændene var iklædt kunstpels under nylonoveralls for at udholde kulden, og føden bestod mest af boghvedenudler, der blev opvarmet på små primusapparater. Den største hindring på vejen kom ved 1.482 meter, hvor holdet skulle dykke gennem en flod, der havde oversvømmet en underjordisk tunnel. Af ekspeditionens 25 mennesker gennemførte kun seks turen til bunden. En telefonlinje blev sænket ned til holdet, så de kunne blive advaret om nedfald - især vand, der kunne skylle over dem. For det hele handler om vand. Lektor Erik Skou Jensen fra Geologisk Institut på Københavns Universitet fortæller, at grotten er dannet af svagt syreholdig regnvand eller smeltevand, der gennem årene ætser kalksten væk og dermed danner sprækker og huler under jorden. »Regnvand opsamler kuldioxid på sin vej gennem atmosfæren, og det er syreholdigt nok til at ætse kalksten væk, hvilket med tiden skaber disse grotter«, siger Erik Skou Jensen. Tættest på Danmark er en grotte på Gotland skabt på denne måde. Erik Skou Jensen oplyser, at interessen for at kravle i huler tilhører en speciel gren af jordforskningen kaldet speleologi eller huleforskning. »Uden at ville fornærme nogen - og jeg har flere kolleger, der holder af at dykke ned i grotter - er det mere en sport end noget, man kan få epokegørende videnskabelige resultater ud af«, sige han. Lektoren sammenligner grotteekspeditionerne med ekspeditioner over indlandsisen eller andre ture, hvor målet har været at kortlægge steder, hvor mennesket endnu ikke har været. Normalt vil der være varmt så langt nede i jorden. Princippet i jordvarme er, at temperaturen stiger med en grad for hver 33 meter, man kommer ned. De menneskeskabte guld- og diamantminer i Sydafrika, der ofte er ti kilometer dybe, er typisk luftafkølet, for at man kan holde ud at opholde sig der. I Voronjagrotten skyldes kulden det kolde vand, der strømmer ned og er med til at grave den stadig dybere. Ukrainerne, der var med på ekspeditionen, har allerede besluttet at udfordre rekorden. De har planlagt at dykke i søen, hvor Alan Warild stoppede.