»Det er en fantastisk måde at slutte af på«, siger skibschef Carsten Schmidt. Togtet med 'Vædderen' København-Sydney er hans sidste. Undervejs er han fyldt 60, og nu går han på pension. Carsten Schmidt har haft ansvaret for 'Vædderen', siden skibet kom fra værft 12. juni efter ombygningen. 12. december overlader han og hans mandskab skibet til skibschef Lars Hansen og en ny besætning. Men det har ikke bare været fantastisk. Det har også været en meget lang tur med meget få fridage. »Jeg er træt. Det har været hårdt med lange arbejdsdage, også under havneopholdene. Nu skal jeg slappe af og lade op, så batterierne igen kan komme op i det grønne område«, siger Carsten Schmidt. Et rigtigt projekt Han er meget engageret i Galathea 3, som han blev knyttet til allerede i oktober sidste år for at forestå ombygningen af 'Vædderen' til forskningsskib. Og han har ikke tænkt sig at slippe ekspeditionen helt, når han nu går i land. »Det er et spændende projekt og et rigtigt projekt, og jeg vil følge det til dørs hjemmefra. Det har været lærerigt for mig med forskningsprojekterne«, siger Carsten Schmidt. Han synes egentlig ikke, at han er blevet overrasket undervejs - hverken vejrmæssigt, skibsmæssigt eller forskningsmæssigt. Men det har i sagens natur været meget anderledes at være skibschef på et togt, hvor halvdelen af besætningen er civile - ekspeditionsbesætningen, som den kaldes på skibet. »Det var tre virksomhedskulturer, der skulle mødes. Det måtte vi skabe rammerne for, så vi ikke trak hver sin vej, men løftede i flok. Mit mål var at skabe gensidig respekt grupperne imellem. Nu har vi vel haft et par hundrede civile igennem, og tilbagemeldingerne har mest været positive - at besætningen er professionel og imødekommende, og at vi har løst opgaverne tilfredsstillende inden for de rammer, som ingen af os har kunnet ændre på«. Stram tidsplan Rammerne er blandt andet den meget stramme tidsplan for både forberedelserne og selve togtet. Skibschefen siger ikke direkte, at han gerne ville have haft mere tid. Men han lægger ikke skjul på, at indsejlingen efter ombygningen var meget presset. Tidsplanen har også betydet mindre tid til vedligehold og reparationer og derfor nogle arbejdsmæssigt meget pressede havneophold. Det mest kritiske undervejs på det lange togt var, da der vest for Australien opstod en revne i søkassen. »Hvis det ikke var lykkedes at reparere det i Fremantle, skulle vi have været i dok. Men det gik jo. Det er normalt, at ting går i stykker på et skib med alle de små og store dele, der hele tiden er i bevægelse. Og når man har forskningsudstyr, der er state-of-the-art, vil der opstå problemer. Men det meste er lykkedes alligevel. Vi har fundet alternativer, når der for eksempel var problemer med et spil«. Kendtmand På den allersidste del af togtet, fra Hobart på Tasmanien til Sydney, har han haft selskab af sin kone Ragnhild. Hun sidder med til samtalen i hans dagligstue på skibet og begynder at blande sig, da vi spørger til Carsten Schmidts fremtidsplaner. Jo, han vil da nok cykle ned og se på havet og havnen i Rønne ind imellem. Og måske vil han træde ind i Marinehjemmeværnet. »Han har en plan, men han vil ikke sige det, fordi jeg er her«, siger Ragnhild Schmidt. Og så kommer det: Carsten Schmidt, der har sejlet meget i grønlandske farvande på fiskeriinspektion, har fået tilbud om at sejle som 'kendtmand' deroppe. Grønland har ikke lodser, men krydstogtskibe kan tage en 'kendtmand' om bord som rådgiver. »Men det ved jeg ikke, om jeg vil. Jeg er ikke imponeret af det udstyr, jeg har set. Og hvis det ikke er i orden, gider jeg ikke. Der kan være 1.500-1.600 mennesker om bord, og selv om de ikke ville være mit ansvar, ville jeg alligevel føle det. Jeg har prøvet at møde et krydstogtsskib, der sejlede med 21 knob i mørke i et isområde - uden projektører og uden isforstærkning«. Sådan sejler ordentlige sømænd ikke. Så måske bliver Carsten Schmidt hjemme i Rønne, hvor der bliver »kamp om kommandoen«, som han siger med et smil til sin kone. Arbejdsdelingen har altid været, at hun bestemte hjemme, fordi hun stod alene med ansvaret en stor del af tiden. »Du kan da få lov at stryge dine skjorter selv«, smiler hun tilbage.