Don Diebel, en tæt mand fra New Foundland, er påmønstret Vædderen sammen med ni andre hotshots inden for international planktonforskning. Han er vant til at se isbjerge glide forbi vinduet fra sit canadiske kontor. Her i heden truer han med at klippe sine cowboybukser til shorts. »Jeg har sgu ikke gået i shorts siden jeg var ti år«, siger han bistert. At han fremhæves hænger sammen med, det dyr han studerer: Appendicularier, på dansk halesøpungen eller slet og ret: den flydende snotklat, som flere af forskerne omtaler den. For det er hvad den ligner. Et lille dyr, der bor i et slimhus. Slimhuset bruger den til at filtrere mindre plankton igennem, som den så spiser noget af. Men når huset bliver fyldt op og hullerne tilstoppet, springer den ud af sit hus og bygger et nyt. Det gamle hus falder til bunds i havet og samler en masse havfnuller op på vejen som en anden snebold. Og dette er den ene årsag til at dyret er interessant. Et af de store forskningsprojekter om bord handler om at måle, hvor meget kulstof havet optager fra atmosfæren, hvor meget der bliver i havet, og hvor meget der kommer op igen. Halesøpungen bidrager formentlig til at holde på kulstoffet i havet, da kustoffet falder til bunds med de dyr, der ligger tilbage i snotklatten og det den river med sig i faldet. En anden grund til at netop halesøpungen bliver studeret er, at den æder i forskellige led i fødekæden. Den er lige så stor som vandloppen men i modsætning til loppen kan halesøpungen spise meget mindre mad, fordi den har sin snotklat til at filtrere meget fine partikler med. Den spiser helt ned til bakterieniveau, mener man. Derfor er studiet af halesøpungen centralt for at forstå de tidligste led i fødekæden helt ud i det man kan kalde den mikrobielle fødekæde. Blik for vandlopper Om bord er også kommet vandloppeeksperten Russ R. Hopcroft fra Alaska. En mager mand med et lyst skæg og bredskygget hat. Blandt de mange vandloppeeksperter om bord hersker der respekt om Mr. Hopcoft. Det siges, at han alene ud fra et hurtigt blik på en vandloppe kan bestemme dens navn. Flere af de mange forskellige vandlopper, der er blevet fanget fra Cape Town til Broome blev affotograferet og sendt til ham til bestemmelse. Danskeren Thomas Kiørboe og Peter Tiselius fra Sverige er ankommet med filmudstyr. De to er også en del af det store planktonprojekt og skal forsøge at filme de små hovedpersoner. Kiørboe fremhæves som en af de vigtigste bagmænd for Danmarks høje status inden for planktonforskning. Mange af forskerne om bord er produkter af hans vejledning eller af hans elevers vejledning. Også forskningschefen for Danmarks Fiskeriundersøgelser Helge A. Thomsen er ankommet sammen med professor Lone Gram. Folk er stadig ved at indfinde sig, og det har ikke været muligt at tale med alle endnu. Sokkeltur Nu begynder et nyt stadie på togtben syv. Fra at have taget vandprøver, træk med forskellige typer plankton-net og trawltræk otte steder i det Indiske Ocean sejler Vædderen nu langsomt fra Broome i Australien ud over kontinentalsoklen. Første stop bliver to en halv times sejlads ude på 25 meter vand. Her efter er det planen at tage daglige prøver på stadigt dybere vand indtil Vædderen efter ti dage befinder sig ud over soklen på 2025 meter vand. Specielt for den strækning er det meget frodige havmiljø, der skyldes opdriftsstrømme netop forsaget af et dybtliggende strømsystem, der presset op af soklen og hvirvler føde med sig. Et godt sted af fange flydende snotklatter, håber forskerne.