16-årig vil lave intelligente vejbump

Smart. Ibrahim Khalaf havde transporteret en ombygget cykel med fra Jordan til San Jose for at illustrere sin ide om intelligente vejbump. Foto: Peter Jørgensen
Smart. Ibrahim Khalaf havde transporteret en ombygget cykel med fra Jordan til San Jose for at illustrere sin ide om intelligente vejbump. Foto: Peter Jørgensen
Lyt til artiklen

16-årige Ibrahim Khalaf fra Jordan har som så mange andre på forskningsmessen ISEF en ide.

Og som det ofte er med de gode ideer, så kommer de, når man går og bliver godt og grundigt træt af et eller andet. Eller i dette tilfælde – kører.

Ibrahim brød sig nemlig ikke om, hvordan alle de evindelige vejbump ødelagde hans bil, så han satte sig for at finde på en alternativ løsning.

Svaret blev hydrauliske vejbump, der lægger sig ned - hvis man altså vel at mærke overholder fartgrænsen.

Nye vejbump skaber grøn energi
Farten skal altså stadig sættes ned, men gør man det, lader vejbumpet sig til gengæld trykke sammen, når man kører over det.

Og sådan undgår man unødigt slid på bilen, som han siger, den unge opfinder fra Jordan.

Men der er flere fordele.

For som han illustrerer med sin meget kreative prototype bygget af en gammel pigecykel, så kan man opsamle den energi, der udløses, når en bil trykker et bump ned.

»Det er win/win«, siger Ibrahim Khalaf og lader et øjeblik et smil komme til syne, før han skynder sig tilbage til sin alvorlige mine. Det er ikke for sjov, det her.

Hør Ibrahim Khalids forklaring, og se hans hjemmebyggede prototype her

De tunge rapporter løb med guldet
Ibrahim var – trods den gode ide - ikke blandt de cirka 30 procent af de 1.600 deltagere på messen, der blev hædret med en præmie ved den stort anlagte og gennemført amerikanske prisceremoni fredag.

Langt de fleste unge, der endte med en tur på podiet, havde lavet større forskningsrapporter i en af de 17 forskellige kategorier (og langt de fleste prismodtagere var selvfølgelig amerikanere), men der gemte sig stadig nogle små pudsige håndgribelige opfindelser rundt omkring i San Jose Convention Center i San Jose.

Som Ibrahim Khalafs vejbump eller Spencer Berglunds Rubiks terning-robot, der løser det pjat på ingen tid.

14-årigs robot løser Rubiks terning på 45 sekunder

Og så var der trioen fra Libanon, der så gerne vil hjælpe de blinde.

Som jo ikke kan se, hvor de skal gå hen i en katastrofesituation, men det havde Reem Ghazi Mrad og Farah og Siba Hussain fundet en god løsning på, syntes de.

De blinde skal have briller
De blinde skal såmænd bare altid gå med et webcam på hovedet, som sender billeder direkte til en central, hvor en person så kan guide dem via høretelefoner, som de – ja, også skal have på.

Ikke så pænt eller praktisk måske, men som en af de tre piger siger om de tilpassede høretelefoner:

»Vores mål er at ændre udseendet til et sæt briller, som også vil være meget mere naturligt for en blind person«.

Se de tre pigers projekt her.

Det libanesiske blindeprojekt vandt heller ikke rigtig noget.

Ekstra lektier giver gratis tur til USA

Men der er nu ingen skam i at forlade San Jose præmieløs.

De tre danske deltagere i år, Jacob Reeh, Mikkel Madsen og Liane Dupont fik heller ingen priser med hjem, selv om de alle tre også kom til San Jose med imponerende forskningsprojekter.

LÆS OGSÅ 19-årig dansk forsker: »Jeg lover kolbøtter på scenen«

Men de fik en uge i San Jose med en hulens masse nørder fra hele verden. Og nu har deres 'voksne', Ryan Holm fra 'Unge Forskere' taget dem med på en roadtrip op ad Highway 1 og til San Francisco.

Når man nu er her alligevel.

Man skulle have lyttet mere efter i skolen.

Peter Jørgensen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her