Hvad forskere og klimamodeller har spået om, kan nu læses i de våde tal: Danmark får mere vand fra oven. I gennemsnit falder der nu 743 millimeter regn og anden nedbør i løbet af et år jævnt fordelt over hele landet. Det er en stigning på 4,4 procent eller 1.333 milliarder liter vand mere end det gennemsnit, der normalt refereres til. Det viser nye beregninger, som Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) har foretaget for Politiken, og som offentliggøres i dag.
VEJRUDSIGTEN Se dit lokale vejr på vejret.dk
»Vi ser en tydelig tendens til, at der kommer mere nedbør i disse år. Det er en generel stigning, som omfatter hele landet. Det ser ikke ud til, at nogle områder får mere eller mindre«, siger seniorklimatolog John Cappelen hos DMI, som har foretaget beregningerne sammen med kollegaen Mikael Scharling.
Forudsigelser holder stik Det officielle gennemsnit, der bruges til at sammenligne årlige nedbørsmængder, er beregnet for perioden 1961-90, og er på 712 millimeter regn om året i gennemsnit. Den nye beregning inkluderer data for 1991-2010. Stigningen er i tråd med de forudsigelserne, som forskernes klimamodeller er kommet med. De viser, at det vil regne mere i Danmark i fremtiden som følge af klimaforandringer. »Vi får mere nedbør, og tendensen er stigende år for år«, siger klimatolog Mikael Scharling. Intensiteten af regnen er også stigende. »Der er kommet markant flere hændelser, hvor der i løbet af et døgn kommer over 60 millimeter regn, som kan betegnes som ekstremregn. Langt flere områder rammes af den ekstreme regn i 1991-2010-beregningen end i perioden 1961-90«, siger John Cappelen. De øgede og mere intense regnmængder opstår blandt andet, fordi atmosfæren er blevet varmere. Dermed er der mere fugt og energi i luften. Det resulterer i mere regn, når de fugtige luftmasser stiger op og nedkøles over land. Desuden kan ekstrem regn opstå, når landjorden varmes kraftigt op om sommeren.



























