I dag bygges satellitter, så de kan brænde op i atmosfæren, når de er ved at være udtjente.
Den satellit, der nu har kurs mod jordoverfladen, er designet for hen ved 30 år siden - på et tidspunkt, hvor man ikke stillede de krav til dens endeligt.
»Det er lidt af en dinosaur, der kommer tilbage til Jorden«, siger John Leif Jørgensen, der er professor i rumteknologi ved DTU Space.
LÆS MERE Satellitstumper regner over Jorden i nat
Han understreger, at risikoen, for at nogle mennesker bliver ramt af den styrtende satellit, er forsvindende lille.
Nye krav skal hindre regn af rumskrot
Da Upper Atmosphere Research Satellite - UARS kaldet - blev sendt op i 1991, var kravene til satellitternes skæbne efter brug ikke så strikse, forklarer den danske rumekspert.
Men nu skal rumfartsorganisationer såsom Nasa og forskere sikre, at satellitter, de sender op, ikke forårsager skader, når de kommer ned igen.
»Vi kan ikke få noget op, som ikke brænder op i atmosfæren« forklarer John Leif Jørgensen.
»Vi pines og plages af Nasa for at sikre satellitterne ved re-entry«, mener han.
Satellitter skal brænde op
Moderne satellitter skal leve op til en række krav:
- Ingen af dem må efterlades i rummet
- De skal designes, så de forsvinder efter 35 år
- De skal brænde op, inden de når flyvehøjde.
Det betyder, at satellitter konstrueres, så langsomtbrændende metaller højst er i stykker på 50 gram, når de eksploderer ved mødet med atmosfæren efter endt tjeneste ude i rummet.
Imidlertid er UARS bygget på en tid, hvor satellitkonstruktørerne ikke stillede de krav - blandt andet fordi risikoen for, at det går galt, er uendeligt lille.
Risiko for at blive ramt er minimal
Ifølge John Leif Jørgensen er risikoen for at blive ramt af en meteor en milliard gange større. Og her kendes blot to tilfælde fra tidligere: En hund blev ramt under en luftetur og en bil beskadiget, da den holdt i en garage.
Ejeren var ifølge den danske rumprofessor ked af sin ødelagte bil - indtil han opdagede, at nu var den rent faktisk blevet mere værd.
Det skal sammenholdes med den omstændighed, at Jorden dagligt rammes af omkring 20 ton materiale ude fra rummet.
Kan ikke styres mod ubeboede områder
Problemet med UARS er udover det forældede design det problem, at den er løbet tør for brændstof.
»Normalt gemmes fem procent til re-entry«, siger Jørgensen.
Det resterende brændstof gjorde, at satellitter med kurs mod Jorden kunne styres i en retning, hvor risikoen for at ramme nogen eller noget var så lille som muligt.
»Det sydlige Stillehav er et godt sted«, konstaterer han.
Manglen på brændstof umuliggør den styring, fastslår DTU-professoren: »De har tabt kontrollen med den«.
Den danske rumekspert vurderer, at der fortsat er et halvt hundrede satellitter af den kaliber svævende over Jorden.
Mennesket fylder ikke meget
Når UARS vender tilbage til Jorden kan interesserede være heldige at se stumperne af satellitten som en byge af stjerneskud på himlen, venter John Leif Jørgensen.
Han er ikke bekymret for, at UARS skulle ramme nogen.
Argumentet er, at klodens samlede befolkning ville fylde halvdelen af Fyn, hvis den stod skulder ved skulder, og at vi dermed ikke fylder ret meget på planetens overflade. Det illustrerer, at man skal være mere end ualmindeligt uheldig for at få et stykke satellit i hovedet.
Skulle studere atmosfærens overside
Nasas udfordring er, at det er svært at forudsige satellittens kurs, fordi topsiden af atmosfæren bestemmer, hvordan den vil ryge ned mod Jorden. Og den er ikke særligt godt kendt.
Netop oversiden af atmosfæren var et af målene for UARS-satellitten, da den blev sat i omløb af rumfærgen 'Discovery' i september 1991.
»Ozonhullet er for eksempel en UARS-ting. Det har absolut været en nyttig satellit. Vi har lært en masse gennem den«, siger John Leif Jørgensen.
fortsæt med at læse
