Vi køber billige flybilletter til charterferien. Varmer jacuzzien op i baghaven om vinteren. Og arbejder på kontorer eller fabrikker, der alle bruger energi til at skabe økonomisk fremgang. Og så er der jo også lige dem, der sejler otte måneder rundt om Jorden på et krigsskib som 'Vædderen', der bruger 15-30 kubikmeter olie i døgnet. Sammenlagt løber regnskabet op i, at vi mennesker hvert år udleder syv milliarder ton kulstof, især på grund af vores forbrug af fossile brændstoffer. Drivhuseffekten Af det sluger havet en tredjedel. Det er heldigt, for ellers ville vi formentlig stå overfor katastrofale følger af drivhuseffekten her og nu. Processen sker ved, at alger i vandet optager kuldioxiden. Og når algerne dør, synker de ned mod havbunden sammen med kuldioxiden og lagres. Her ligger kulstoffet godt indkapslet i flere hundrede år. Måske tusind år. »Problemet er bare, at vi ikke ved, hvor længe den proces kan blive ved«, siger seniorforsker Jørgen Bendtsen fra Danmarks Miljøundersøgelser (DMU) fra sit midlertidige laboratorium - en stor grå container, der er naglet fast til agterdækket af ekspeditionsskibet 'Vædderen'. »Indtil videre gør havet sit job ret effektivt. Men der er flere tegn på, at oceanerne vil få sværere ved at tage kulstoffet til sig. Og så får vi problemer. For alt det kulstof, som havet ikke sluger, sendes i stedet op i atmosfæren og bidrager dermed til drivhuseffekten«, uddyber Jørgen Bendtsen og peger op mod de blå skyer over Atlanterhavet. Tættere på nul For at undersøge hvor meget havet kan optage og hvordan det sker, samarbejder et forskerhold fra flere uddannelsesinstitutioner i Danmark om et større kulstofprojekt, der sejler med på hele Galathea3s rute rundt om Jorden. Ud af de syv milliarder ton kulstof, vi mennesker årligt udleder, optager vandet altså 2,3 milliarder. Her er der dog en usikkerhed på 10 procent. Det er ikke mindst denne usikkerhed, som det danske forskerhold håber at få tættere på nul, så man internationalt får et klarere billede af havets CO2-optag. »Jo tættere vi kommer på det præcise tal, jo mere nøjagtigt kan vi analysere, hvordan processen vil udvikle sig. Det er især vigtigt for os at finde ud af, hvad der sker de næste 50 år. I hvor stort omfang den gradvise opvarmning vil sætte klimaændringer i gang«, forklarer Jørgen Bendtsen. Delikat regnestykke Udvekslingen af CO2 mellem himmel og hav er et delikat regnestykke, som let kan komme ud af balance. Man ved bare ikke, hvor følsomme processerne er. Det er vigtigt at finde ud af. For hvis balancen tipper, kan det betyde, at havene begynder at optage kulstof mindre effektivt end det sker i dag. Hvis de enorme mængder CO2, der er lagret i havene, frigives i atmosfæren, vil det få temperaturen i atmosfæren til at stige og risikerer at skabe katastrofale klimaforandringer. For at analysere balancerne nærmere, tager holdet prøver fra havet og udsætter dem for forskellige temperaturer. Opløste organiske stoffer Et af de områder, der har særlig stor interesse, er havets omsætning af de såkaldte opløste organiske stoffer. Disse stoffer er vigtige, fordi der i deres omsætningsproces frigives store mængder CO2, der bidrager til havets samlede udånding af CO2. Organisk stof kan være både planter og dyr, døde og levende. Disse stoffer kan også være opløste - tænk på en sukkerknald. Den er organisk. Læg den i et glas vand, og den bliver til et opløst organisk stof. »Stofferne bliver omsat af bakterier i vandet, og når det sker, produceres kuldioxid. Hvis det bliver varmere, spiser bakterierne mere og får processen til at løbe hurtigere, og bakterierne vil derfor afgive mere CO2. Den kulstof kan blive frigivet fra havet til atmosfæren«, forklarer biolog Ole Schou Hansen, der er tilknyttet den del af kulstofprojektet, der handler om opløste organiske stoffer. Forskere har for eksempel regnet ud, at hvis bare bakterierne frigiver en-to procent mere af havets opløste organiske stof, så svarer det til hele den samlede mængde af menneskers CO2-udledning på et år. »Lige nu ved vi ikke, om det er realistisk, at den proces vil ske. Men ved at tage prøver, kommer vi forhåbentligt tættere på svaret, siger Ole Schou Hansen.